Artiklen blev bragt i Slægt og Data 4/2011

Arven

Jeg har altid været interesseret i slægtshistorie – det ved alle i min familie. Derfor blev jeg også spurgt om jeg var interesseret, da man fandt nogle gamle breve og papirer i en kælder i forbindelse med et dødsbo for en af mine slægtninge, Ragnhild.

Jeg drog til København, hvor brevene befandt sig, og stor var min forbavselse og glæde, da jeg opdagede, at der for nogle af brevenes vedkommende, var tale om meget gamle breve.

Det ældste var dateret 20. oktober 1888 og er en 8 siders tætskrevet rejseberetning. Det er det brev, som denne artikel vil handle om.

 

Gravengaards brev

Brevet er en meget fyldig og reflekteret beretning om alt hvad brevskriveren, Student N.P.P. Gravengård og hans kæreste, Anne, oplever fra de går om bord på skibet Hekla den 29. august 1888 for at emigrere til Amerika og til de præcis 4 uger senere ankommer til West Denmark i Wisconsin, hvor de har planlagt at slå sig ned.

Brevet er ikke stilet til nogen bestemt, men har blot overskriften Rejsebeskrivelse! Men da jeg jo kender familien som i sin tid modtog brevet, ved jeg hvem Gravengårds kæreste, Anne, er og dermed også hvem modtageren er: Modtageren er Annes søster (Ragnhilds mormor) og Anne er derfor Anne Jensen født 4. juni 1865 i Mejrup Sogn, Ringkjøbing Amt, datter af Mariane Jensdatter og Hans Adolf Ditleben Jensen, og jeg ved også, at Anne var uddannet diakonisse.

Brevet starter ud med en beskrivelse af det vemodige og alvorlige det er, at sige farvel til alle sine kære.

Dernæst beskriver Gravengård deres forberedelser til rejsen og hvordan de bl.a. skal møde til lægeeftersyn inden de kan stige om bord på dampskibet ”Hekla” der skal føre dem over de vide vover.

 

Afrejsen fra København

Endelig starter sejladsen. Anne og Gravengård siger farvel til Danmark:

Vi var begge ved meget godt humør, skønt det nok var med lidt vemod, at vi så skibet vende sig og styre ud af havnen. Vi sejlede forbi Toldboden, og der stod, så vidt vi kunde se, pastor Hansen fra Husby og vinkede farvel til os. Nu gled skibet jævnt og roligt hen ad Øresundet, og vi havde nu, hvad svenskerne mener at være ene om, den skønne udsigt til Sjællands østkyst. Det var et smukt syn at se den skovklædte kyst og de mange vakre småbyer, hvorfra mange viftede et farvel til os.

Snart runder de Kronborg og begynder rejsen op mod Kristiania (Olso), hvor der skal flere passagerer ombord. De sejler videre til Kristianssand og den 1. september påbegynder de så den lange sejlads over Nordsøen og Atlanterhavet med kurs mod New York.

Der er mange der er alvorligt søsyge og svækkede. Anne er hårdt ramt, selv klarer Gravengård sig bedre.

De stifter bekendtskab med nogle af de andre passagerer, bl.a. en fru Engel, der havde sine 7 børn med sig og skulle til Chicago, hvortil hendes mand var rejst et år forinden. Derudover møder de en ung mand ved navn Jensen, som skal til Trandbergs skole i Chicago for at uddannes til præst.

 

Livet om bord på Hekla

Gravengård beskriver livet om bord på skibet således:

Nu stak vi i rum sø, og nu havde vi fuld fragt, om man kan bruge det udtryk om passagerer. Derfor må vi kaste et blik hen over skibet. Vi var 900 mennesker om bord efter kaptajnens udsagn – så fuldt var der i hvert fald, at en nordmand måtte dele køje med sin søn, fordi der ikke var plads nok.
Det er et bravt skue at betragte: nogle dansede og drak, medens andre sang salmer og sange. Vi tog del i det sidste, og Jensen og jeg var med at lede og fik en daglig aftenandagt sat i gang, og der blev for det meste talt et par ord ved disse sammenkomster. Jeg talte kun en gang, og det var søndagen den 9de september, og denne dag må jeg omtale lidt nærmere. Natten før døde en af fru Engels små drenge, Vilhelm, og han blev begravet om søndagen. Det var et hårdt stød for den stakkels kone. Hun var selv meget afkræftet af søsygen, og da hun havde set liget, sank hun sammen, for derefter op i vildelse og måtte næsten bæres ind. Hun måtte ikke være med ved begravelsen; men havde bedt Jensen holde en lille tale og synge et par salmer. Min kæreste var hos fru Engel, så meget som hun kunde tåle at være derinde. Begravelsen var fastsat til kl. 4 eftermiddag, og vi bestemte da gudstjenesten til kl. 3, så kunde den være til ende og begravelsen følge lige efter. Vejret var ret godt, og alt gik efter ønske.

 

Første side af brevet fra N.P. Gravengård dateret 20.10.1888

 

Begravelsen i rum sø

Alle mand var på dækket og der var den dag mange med til gudstjenesten for begravelsens skyld; de måtte jo lægge beslag på en plads før gudstjenesten begyndte, hvis de vilde være med ved begravelsen. Det var en forsamling på ca. 700 mennesker, der stod på dækket og op i rigningen – et stort syn! Man havde folk både over sig og omkring sig. Jeg holdt så en prædiken og derefter foregik begravelsen, som jeg nærmere skal beskrive. Der blev hejst 3 flag på halv stang og liget blev så båret frem af 8 matroser i deres nette dragter, to styrmænd fulgte efter liget tillige med Jensen og ligets 6 søskende. Liget var indsyet i lærred og fastgjort til et bræt, over det var Dannebrog udbredt, og under neden var der fastgjort et par stykker jern. Jensen holdt nu en tale, efter at en salme var sungen og så forestod jordpåkastelsen ligesom hjemme. Matroserne løftede liget op over rælingen og lod det gå ud i havets bølger. Sådan foregår en begravelse på havet, og det var meget højtideligt og gjorde også et dybt indtryk på mange – sådan så det da ud!

For øvrigt er der ikke noget vigtigt at fortælle om de dage, når man ikke skal gå ind på dagligdags småligheder, Ja, jeg kunde dog fortælle, at der vist skete en del forlovelser, så havet lader ikke landjorden have noget forud i så henseende – et par blev offentlig forlovet, og man kan uden tvivl godt tilføje: fast forlovet! Manden var svensk og kvinden norsk, og de havde aldrig set hinanden før. Nogle dansede og sang og gjorde det for at forstyrre andagten, hvad der dog ikke lykkedes. Andre drak sig fulde og gik og gantedes, og når endelig kl. blev 9, måtte forvalteren drive disse sjovere til køjs, og han havde ofte megen møje med at holde dem nede.

 

Fri fod på Amerikas grund

Endelig mandag den 17. september ankommer Hekla til New York. Men før passagerne kan gå i land skal de igennem en del procedurer. Den amerikanske sundhedskommission og toldvæsen kommer om bord for at undersøge alle passagerne og se, om der er syge iblandt dem, og først efter, at de er blevet godkendt, kan de få lov til at komme over til Castle Garden. Efter en del tumult kommer de også igennem Castle Garden og nu stod de på fri fod på Amerikas grund.

De tre rejsekammerater Gravengård, Jensen og Anne begiver sig derefter gennem New York for at gå til Brooklyn hvor de skal overnatte et par dage hos en pastor Andersen.
Gravengård giver følgende beskrivelse af New York:

 

New York

Hvad byen angår, da skal jeg blot bemærke, at det var en by med mange store bygninger og meget snavsede gader, men en travlhed uden lige i de hjemlige byer. For første gang så vi nu toget gå over vore hoveder, og vognene krydse hverandre på gaden uden mindste hensyn til de spadserende. Min kæreste var så bange for at blive overkørt, så hun næppe turde gå over gaden. – Vi så også den store Brooklynbro, hvor jernbaner og vogne krydsede; men det var kun på afstand. Skibene sejlede under den, og de for forbi hinanden ude i havnen, så det var en fornøjelse at se derpå, – alt gik med en fart, som vi ikke kendte hjemme fra, og som åbenbart koster mange menneskeliv hvert år…

 

Turen til Chicago

 …Endelig slog klokken 10, og vi blev anvist et tog, som vi skulde med, og nogle minutter efter rullede vi rask af sted mod Chicago. Toget var bedre, end togene derhjemme, og det kunde omtrent stå mål med 2den kl. vogne, hvad bekvemmeligheder angår. Sæderne var til at slå ud, og så kunde man til nøds få en seng ud af dem, og så snart det blev lyst, så skulde vi jo til at se os om. Landskabet var meget smukt, og det så ud til at flyde med mælk og honning. Selv ude midt på markerne stod frugttræerne fulde af frugt; men vi måtte jo nøjes med at se dem. Tirsdag eftermiddag nåede vi Buffalo og her fik vi set et parti af Niagaravandfaldet. Vi måtte skifte tog der, og de vogne, vi nu kom ind i, var ikke så behagelige, som de andre var. Så kørte vi videre ad Chicago til, og her skal jeg kun bemærke, at der gik ild i et vognhjul, så rask kørte vi. Det lyder nok noget underligt og utroligt; men sandt er det alligevel. Vi kørte så rask, at bøsningen på et hjul kom til at gløde, og så måtte vi holde for at væde det, og dette gentog sig flere gange, inden vi nåede Chicago, og der var fare for, at vi ikke skulde have nået dertil.
Onsdagen den 19de kom vi til Chicago.

De bliver et par dage i Chicago før de begiver sig ud på den sidste del af rejsen hvor de via St. Paul og St. Croix Falls og efter en natlig gåtur endelig den 26. september kommer til West Denmark. Målet for deres rejse.

Hvem var Gravengaard så?

Det var for mig en stor oplevelse at læse dette brev, der havde ligget ulæst og hengemt i en københavnsk kælder i alle disse år! Jeg sad tilbage med en fornemmelse af, at denne mand var af en særlig støbning, der sagtens kunne have efterladt sig tydelige spor i den historiske tid, hvori han levede. Jeg håbede at finde ud af mere om ham, hvem han var, og hvordan det var gået ham og Anne efter at de var ankommet til West Denmark.

 

Hjælp fra internettet

Det første jeg gjorde, var at prøve at google ham og det gav øjensynligt gevinst: Jeg fandt en side der omtalte 545 prominente danske indvandrere i USA  www.kinquest.com og her blev nævnt en N. P. Gravengaard født 17. april 1865 i Hemmet sogn, Ringkøbing Amt, hvis profession var præst.
Da navnet er sjældent og da min Gravengård var student og gerne ville være præst, tillod jeg mig som arbejdstese at antage, at der var tale om samme person. Gravengård og Anne var altså begge 23 år gamle, da de begav sig på denne rejse.

Det næste jeg gjorde var at undersøge, hvorvidt jeg kunne finde passagerlister for Hekla. Fra 1892 og frem ankom alle indvandrere til Ellis Island og på deres hjemmeside  www.ellisisland.org kan man gratis finde alle passagerlister fra 1892 og frem. Men da Anne og Gravengård var ankommet direkte til Castle Garden, kunne jeg desværre ikke umiddelbart finde dem dér.

Det er dog muligt at finde den fulde passagerliste for Hekla på www.ancestry.com hvis man er medlem (ellers kan man ofte finde det via bibliotekerne, der ofte har betalt adgang til siden.

På Ellis Islands hjemmeside finder jeg imidlertid en interessant oplysning: I 1906 ankommer N.P. Gravengaard og hustru Anna Gravengaard med deres søn Aksel med skibet C. F. Tietgen fra København. De er alle tre ”US Citizen”. Men Anna Gravengaard er ikke den Anne han oprindelig rejste ud med: Gravengaard står til at være 41 år, det passer meget godt med, at han er født i 1865. Men Anna står til at være 32 år og til at have pigenavnet Rasmussen.

 

Hjælp fra biblioteket

Jeg er ikke så stærk funderet historisk set, så jeg plejer altid, når jeg vil undersøge et emne eller et geografisk område til bunds at bruge en del tid på at se hvad jeg kan finde af litteratur om emnet.
I dette her tilfælde var det oplagt og se om man kunne finde nogle bøger om danske præster og kirker i Amerika Jeg fandt forskellige baggrundsbøger, bl.a. også en bog om den danske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika: 1871-1921.

Den danske historiker og forfatter M. F. Blichfeld havde følgende levnedsbeskrivelse af Gravengaard:

Efter endt skolegang fik Gravengaard privatundervisning hos forskellige præster, var to vintre på Grundtvigs Højskole og en vinter på Askov. September 1888 kom han til Amerika, hvorefter han læste tre år på den danske Præsteskole i West Denmark, Wisconsin, og ét år på en engelsk præsteskole i Philadelphia. I 1892 blev han ordineret i Chicago og har siden været præst i Sioux City og Cedar Falls, Iowa, i Kronborg, Nekraska, ved Luther Kirken i Des Moines, Iowa og siden i Los Angeles. I 1935 tog han sin afsked.
Som præst har han virket ved sin ligefremme og troværdige forkyndelse. Han har skrevet flere opbyggelige bøger: ”En Julegave fra Amerika” (1901), oversat til engelsk, ”Evig Liv med idel Glæde” (1904) og ”Fem foredrag” (1906).

Han blev gift med Anna Rasmussen født 5. maj 1874 i Kimballton, Elk Horn, Iowa. De blev gift 17. august 1892 i Elk Horn.

 

Annes skæbne

Men hvordan gik det så med min Anne?

Efterhånden som jeg fik læst og sorteret de mange breve, jeg havde arvet, fandt jeg fragmenter af breve fra Anne til hendes søster Hansine. Ud fra disse kan jeg delvist sammenstykke noget af Annes videre skæbne:

Hun boede et par år i Chicago, hvorefter hun fik arbejde som andensygeplejerske på Pennoyer Sanitarium i Racine, Wisconsin. I nogle af brevene fortalte hun om sin trolovede, der er bortrejst på skole, og deres gifteplaner. I det, som jeg antager, er det sidste bevarede brev fra hende, fremgår det dels, at hun var meget syg (hun var blevet opereret og havde igen fået en svulst på lænden) og dels, at hun ikke længere var sammen med Gravengård. Hun længtes meget efter Danmark og skriver bl.a.:

Jeg må tjene nogle penge før jeg rejser hjem, ellers havde jeg da intet for hvad jeg har døjet herovre….
O kjære, hvor jeg længes efter eder alle og eders børn.
Vil Gud, kommer jeg jo nok hjem igjen om ikke andet så en rejse.

Ovennævnte brevet er ikke dateret, men det er skrevet på fortrykt papir fra Pennoya Sanitarium og papiret er fortrykt dateret 1893.

Blandt brevene lå også nedenstående billede af en kiste. Når man ser nærmere efter, kan man se, at der med blomster er skrevet Farvel Anne på forsiden af kisten og der står et billede af en ung kvinde oven på kisten Fotografiet er taget i ”Racine, Wis.”.

Så Anne kom aldrig hjem til sine kære igen.

 

Den sidste krølle på historien

Jeg syntes selv jeg var kommet tæt på mit mål om at finde ud af Anne og Gravengårds livshistorier. Men nogle gange nagede det mig, at hele min undersøgelse jo i virkeligheden fortsat byggede på en arbejdstese om, at Studenten N. P. P. Graven­gård var den samme som præsten N. P. Gravengaard. Det var jo meget sandsynligt, at det var tilfældet, men på en måde ikke endeligt bevidst.

 

Her fik jeg hjælp fra en uventet side:

Jeg har i mange haft e-mail kontakt med en amerikaner af dansk af­stamning, hvis familie har været tæt knyttet til det danske samfund i Sol­vang. Da jeg vidste han ville finde Gravengårds rejsebeskrivelse inte­ressant sendte jeg den til ham.

Han blev også – ganske som jeg havde forudset – meget begejstret for historien og havde en lille krølle at sætte på den: Han fortalte sin moster, der dengang var 82 år om Gravengaard og det viste sig, at hun faktisk var blevet både konfirmeret og gift af Niels P. Gravengaard. Hun skriver følgende i et brev til min be­kendte:

Your mention of a Niels Peter Gra­vengaard really interests me. That is the name of the minister that mar­ried Earl and I, at least it was a Niels P. Gravengaard—he also confirmed me…in Danish, yet. He was quite elderly and impressive in the hone­comb style clerics collar he wore with the black cassock. He was from Jutland and had a thick Jut accent (I can hear it yet)…

 

Det var meget specielt for mig at læse denne erindring om Graven­gaard fra en nu­levende person.

 

Vi sammenlignede underskriften fra rejsebeskrivelsen med underskriften fra mosterens vielsesattest, og der havde jeg endeligt mit bevis. Der er den samme person der havde un­derskrevet – det ses tydeligt, selvom der er mere end 50 år imellem dem!