Artiklen blev bragt i Langå Lokalhistorisk Årbog 2016

Skovkrogen i Langå… ”Det sorte Sogn”
Af Kirsten Skov, 19u (14)

Skovkrogen er den blinde grusvej der ”kroger” sig for enden af Skovlystvej med to forgreninger: Én der ender på den såkaldte ”Fiskeplads” med parkering for fiskerne og et smukt opført bjælkehus, hvor man kan spise sin medbragte madpakke med storslået udsigt ud over Gudenåen; og en anden forgrening, der slutter ved den gamle Banesti mod Laurbjerg og den gamle jernbanebro fra 1864.

Området er smukt rammet ind af Egeskoven mod øst, jernbanen mod vest og Gudenåen mod syd.

Der er i dag 22 huse på vejen og de er meget sammen­satte både i aldre og størrelser – det mindste hus er på 83 m² og det største på 216 m². De ældste huse er fra 1871 og det nyeste fra 2004.

Denne divergerende sammensætning giver tilsammen et spændende kvarter, med huse i mange forskellige udformninger og materialer: murstens- og træhuse smukt draperet mellem hinanden.

 

                       

 ”Madpakkehuset” ved Fiskepladsen                                     Den gamle jernbanebro fra 1864

Kært barn har mange navne…

Det sorte Sogn
I begyndelsen havde det boligområde, vi i dag kender som Skovkrogen, ikke noget vejnavn.

Omkring 1900-tallet var det på landet almindeligt at identificere husene ved deres matrikelnumre eller ved navnene på den familie, der boede i huset.

Fra folketællingen i 1880 kan man se, at den officielle betegnelse for området var ”Nedre Langå ved Banegaarden”, men i Langå By havde man givet området øgenavnet Det sorte Sogn. Der er flere teorier om, hvorfor det kom til at hedde sådan:

Det var ikke ualmindeligt at kalde et område, der lå lidt hengemt i et hjørne i forhold til bymidten for ”Det sorte Sogn”. I Randers kaldte man f.eks. også Dronningborg for ”Det sorte Sogn”. Der er også flere eksempler på, at sådanne beboelsesområder først sent fik gadebelysning og derfor lå sorte hen i vinteraftenerne. En anden forklaring kan være, at der var forholdsvis mange tilflyttere – i hvert fald i starten. De veletablerede Langåborgere var lidt tøvende og skeptiske over for den store strøm af tilflyttere, der fulgte med jernbanens ankomst til Langå, og derfor nok heller ikke så villige til at sælge jord til dem i Langå By. Mange af tilflytterne var arbejdsmænd og man kan ikke afvise at øgenavnet for nogen var ment nedsættende om beboerne. Det blev ikke anset for ”fint” at bo i ”Det sorte Sogn”.

En anden teori er, at det hed ”Det sorte Sogn”, fordi alle tagene var lavet af sort tagpap.

Og måske har det været et sort Sogn i mere end en forstand: Da vores genboer Tina og Peder Jensen i ”Det lange Hus” 19z(21B) sidste sommer renoverede loftet og lagde nyt tag på, fandt de store mængder kulstøv og kulstykker gemt væk forskellige steder i revner og sprækker. Der var tale om kulstykker til de gamle lokomotivtog, hjembragt af fortidens beboere, og ikke almindelig koks til opvarmning af huse. Så der er kommet sort røg op af mange skorstene om vinteren i de helt gamle dage.

Tjørnevej – Skovkrogen
I løbet af 1930’erne fik alle vejene i Langå navne og bl.a. fra Folketællingen 1940 ser vi, at vejen nu hed Tjørnevej. Det fortsatte den med at hedde frem til 1970, hvor mange vejnavne blev ændret i forbindelse med Kommuneomlægningerne. Siden 1970 har vejen heddet Skovkrogen.

Bagerst i artiklen findes en oversigtsplan, der viser husenes placering i forhold til vejens forløb, samt angiver de vejnumre de har i dag.

 

De 10 ældste huse bygget 1871-81

Ud af de 22 huse, der i dag udgør Skovkrogen, er 10 af husene omkring 140 år gamle. Det drejer sig om de huse, der ligger langs med jernbanen (markeret med gult på oversigtskortet sidst i artiklen).

Frem til jernbanens ankomst til Langå i 1862 henlå området som eng og markområde under Rugbjerggård. Set fra Langå By lå området ovre på den anden side af jernbanen nede i krogen lige før Gudenåen, det østlige hjørne af Rugbjerggårds marker, der nu ovenikøbet var blevet fraskåret fra selve gården af jernbanens anlæg og derfor måske ikke var så brugbare længere.

Det var dér Murermester Rasmus Hansen i sommeren 1871 fik lov til at købe en stor luns jord.

Jordstykket, som Rasmus Hansen købte, omfattede for­uden matrikel 19q(27) også matriklerne 19r(8), 19s(10), 19t(12) og 19u(14), der alle var udmatrikulerede. Byggeriet på disse 5 grunde gik straks i gang. I 1876 udmatrikuleres yderligere 19z(21B) og i 1880 19af(23) – begge også af 19q(27). I den anden ende af Skovkrogen skete der noget lidt senere, i 1879, hvor ejeren af Rugbjerggård, Søren Fisker, solgte matrikel 19ag(6) til Godber Bahnsen (Planteskolens leder); på cirka samme tid udmatrikuleres også 19ah, 19ai(4) og 19am(2).

Matrikelkort Skovkrogen 1880

Godber Bahnsen blev omkring 1866 leder af Stats­banernes store Planteskole i Langå og var det frem til sin død i 1918. Planteskolen var et stort foretagende der leverede planter til hele landet. Indtil 1918 blev der leveret 15 mio. planter på landsplan fra Planteskolen. Bahnsen og familie boede i 19ag(6) frem til 1891.

 

Folketællingen 1880

Det var Godber Bahnsen selv, der var tællings­kommissær for ”Nedre Langå ved Banegaarden” ved folketællingen i 1880.

Folketællingen fandt sted 1. februar, og på daværende tidspunkt var der opført 8 huse på de i alt 13 udmatrikulerede jordlodder. Via folketællingen kan man følge Bahnsens gang fra hus til hus. Han nummererede husene 1, 2, 3, osv. Sit eget hus (hus nr. 2) betegnede han dog som ”Plantørboligen”, her boede han jo selv med sin kone, Frederikke Agathe Bernhardine Portefée og 7 af deres børn.

Det var ikke kun Plantørboligen, der var pænt fyldt op: ”Det lange Hus” 19z(21B) Det hus, der rummede flest beboere, var huset på matr. 19z(21B), hvor der var opført lejlig­heder: Her boede 8 voksne og 3 børn. Det var frøken Johanne Marie Kaas, der i 1876 havde ladet et hus med lejligheder opføre.

Da frøken Kaas ankom til Langå var hun 52 år. Hun kom oprindelig fra Hals ved Ålborg. Frøken Kaas boede selv i 19z(21B) sammen med sine forskellige logerende i tredive år frem til sin død i 1906.

Jenle
Også Jenle, 19af(23), der fungerede som et 2-familiers hus, var pænt fyldt op med 5 voksne og 4 børn.

Det var Arbejdsmand Jens Jensen Aarestrup, der i 1880 lod huset bygge. Jens og Mette Marie Jensen Aarestrup boede i Jenle i ca. 32 år frem til deres død i 1913. I de første år lejede de noget af huset ud til en anden familie, men til sidst boede Aarestrup familien alene i huset.

I alt talte Bahnsen 57 beboere i de 8 huse – 27 voksne og 30 børn i området. Det giver et gennemsnit pr. hus på 3,4 voksen og 3,75 barn. Til sammenligning bor vi i dag 53 personer – 38 voksne og 15 børn i området… dog nu i 22 huse. Gennemsnit i dag: 1,7 voksen og 0,7 barn pr. hus.
Hvis man ser på, hvor i Danmark, beboerne kom fra i 1880, finder man både folk fra syd (Niebøl og Flensborg), nord (Hals ved Ålborg), øst (Nyborg og København) og vest (Lemvig), men også en del lokale (Vellev, Rønge, Randers og Århus).

Det gamle matrikelkort fra 1880 viser, at der har været en jernbaneoverskæring mellem 19r(8) og 19ag(6), det må svare til der, hvor det nu nedrevne arbejdshus til jernbanearbejderne stod. Så selvom jernbanen har afskåret området fra det øvrige Langå, har der ikke været langt at gå for at komme til bykernen og butikkerne.

 

Folketællingen 1901

Hvis man så springer 20 år frem til folketællingen 1901, kan man se, at mange af beboerne er blevet skiftet ud, men der var også flere, der stadigvæk boede der. Man kan se, at det var Statsbanen, Postvæsnet og Banegårdsrestauranten, der var arbejdsgivere for de fleste beboere, så der har ikke været langt til arbejdet.

Af erhverv fandt man: Banearbejdere, jernbaneassistenter, en fyrbøder, flere arbejdsmænd, et land­postbud, en lokomotivfører, en kelner, portører og depotarbejdere. Dertil kom 4 unge logerende (2 trafikelever og 2 buffetjomfruer) samt hustruer, husholdersker, tjenestetyender og børn. Husene i begge ender af Skovkrogen blev drevet som landbrug: 19am(2) var et husmandssted og 19q(27) en gård med både jordbrug og kvægbesætning.

Ågården
Det var Snedker Peder Laursen fra Væth, der i 24 år – perioden 1895 til 1919 – ejede 19q(27). I hans tid blev gården udvidet med matriklerne 19gg og 19gh. 19gg var hele østsiden af Skovkrogen, dvs. der hvor husnumrene 1, 3, 5, 7, 9, 11 og 13 ligger i dag. Via skødet fra 1895 kan man få man et lille indblik i landbrugsaktiviteterne på stedet: Foruden bygninger og jord, samt nagelfast inventar, blev der solgt 1 Ko, 6 Høns, det tilstedeværende Fourage samt Kartofler og Sædekorn. Selve gården var opdelt i to lejligheder, så Peder Larsen udlejede den anden lejlighed til skiftende familier.

 

 1910 – udvidelse af Langå Banegård

I forbindelsen med åbningen af Langå-Laurbjerg-Silkeborg banen i 1908, og den deraf følgende stigning i trafik til og fra Langå station, blev det nødvendigt at udvide Langå Banegård og bl.a. også bygge en stor ny remise. Dette betød, at det blev nødvendigt at ekspropriere flere steder. Eksproprieringerne forgik ved, at en statslig Kommission med diverse etatsrådsmedlemmer og ministerielt udnævnte delegerede rejste rundt til de forskellige steder, hvor der skulle eksproprieres og indkaldte de berørte lodsejere til møde.

 

Vandtårnet set fra Skovkrogen

Ekspropriationsprotokollen fortæller om mødet på Langå station i 1907 den 21. aug. Kl. 9¾: Skovkrogen blev hårdt ramt af eksproprieringerne. Der var 19u(14), 19r(8), 19ah, 19ai(4) og 19am/19ak(2), der alle måtte afgive jord. Hårdest ramt var 19ah, den matrikel, der lå midt i det, vi i dag kalder Fredskoven: Her skulle hele matriklen eksproprieres. Det var Restauratør Niels P. Jensen, der måtte gå fra hus og hjem. Kommissionen tilbød ham 75 Øre pr. kvadratalen og 800 kr. for bygningerne, hvilket han accepterede. Også husmandstedet på 19am/19ak(2) måtte afgive en del jord. Hele den ene matrikel, 19ak, blev eksproprieret. Her blev det nuværende vandtårn og remisen senere bygget. Derudover blev dele af 19u(14), 19r(8) og 19ai(4) eksproprieret ved en senere taksation.

Det fremgår dog ikke af eksproprieringsprotokollen, hvad planen var med det område, vi nu kalder Fredskoven (hele 19ah og dele af 19u, 19r og 19ai). Tilsyneladende blev det aldrig brugt til nogen decideret udvidelse af stationen.

 

Folketællingen 1925

I 1925 var der gået omkring 50 år, siden de 10 ældste huse i Skovkrogen blev bygget. Langå var vokset betragteligt i perioden – fra 487 indbyggere i 1870 til 1.740 indbyggere i 1925.

Skovkrogen var dog ikke vokset, men bestod stadigvæk af 10 huse. Alle beboerne var skiftet ud siden folketællingen 1901 undtagen i 19am(2). Her boede Portør Peder Laursen. Det var Peder Laursen der i 1881 lod huset opføre. Her boede han i mange år sammen med sin kone Lauritsine Laursen og deres børn. Senere, efter konens død, med sin husbestyrerinde Johanne Meldgaard, der overtog huset efter Peder Laursens død i 1930. Peder Laursen blev 95 år og boede 49 år i Skovkrogen.

Folketællingen 1925 afslører, at der boede forholdsvis færre folk i husene.

Antal beboere i de 10 huse var i alt 62 personer – 28 voksne og 34 børn. Gennemsnit: 2,8 voksen og 3,4 barn pr. hus. Beboere var dog ikke jævnt fordelt i husene, der var nogle steder, hvor det er meget småt med plads: 19u(14) husede 2 familier – den ene familie med 7 børn – i alt 4 voksne og 9 børn. Huset var uden den nuværende tilbyggede fløj, dvs. på ca. 90 m² – der har ikke været plads til de store armbevægelser. Også i lejlighederne i 19z(21B) boede der mange mennesker, 4 familier – i alt 8 voksne og 4 børn.

Anden verdenskrig

Under anden verdenskrig var Langå pga. jernbanen et strategisk vigtigt punkt for tyskerne. Skovkrogen, der jo nu hed Tjørnevej, blev også mærket af krigen. I 1943 forsøgte modstandsbevægelsen at sinke tysk troppetransport ved at sprænge jernbanebroen over Gudenåen i stykker. Det må have givet et gevaldigt brag på Tjørnevej; rygterne lader vide, at der sågar var én der faldt ud af sengen over forskrækkelsen. Tyskerne vogtede over jernbanen og var synlige i bybilledet. Blandt andet skulle man vise Ausweiss for at få lov til at krydse overgangen ved stationen ned til Tjørnevej.

Da man frygtede et eventuelt bombardement af jernbaneanlægget fra de allieredes side, var der bygget beskyttelsesrum til beboerne på Tjørnevej. Denne bunker ligger stadig på matrikel 19xh(7) ud mod vejen.

Stationsforstanderens have
På stationen var JENSEN stationsforstander. Stationsforstanderparret og deres børn boede på førstesalen i stationsbygningen. Deres have havde de ovre på den anden side i den lund, vi i dag kalder Fredskoven, det store område jord, der blev eksproprieret af Statsbanen i 1907. Her dyrkedes der grøntsager, bær og frugt – især stationsforstanderens asparges skulle have været ekstra gode. Inga Holting kan fortælle om, hvordan hun, da hun i 1944 tjente hos Stationsforstander Jensen, blev holdt op af en ung tysker, fordi hun havde været så uheldig at glemme sit Ausweiss, da hun krydsede banen for at hente nogle bær i haven. I haven var der også et lysthus samt en muret kartoffelkule med trappe ned i. Indgangen til kartoffelkulen er stadigvæk bevaret i dag neden under vedbend og døde træstammer. I dag er området tæt bevokset af selvsåede træer og kun tilgængeligt via de haver, der grænser op til området.

Familien Nielsen
I alt 5 generationer af familien Nielsen har boet på Skovkrogen gennem 70 år fra ca. 1935 til 2005:

Fra kirkebogen kan man se, at Kresten Justesen Nielsen og hans kone Anne Margrete boede i lejligheden i Jenle, da deres søn Alfred blev døbt i 1935. På et senere tidspunkt sidst i 1930’erne boede også Krestens far og mor Niels Chr. og Jakobine Nielsen i lejligheden i Jenle.

I 1942 købte Krestens bror, Robert Nielsen ejendommen 19z(21B) med de 4 lejligheder og Robert, Kresten samt en tredje bror, Ejner Nielsen flyttede alle ind med deres respektive familier. Også deres far, Niels Chr. Nielsen, der i 1942 var blevet enkemand, boede i huset i begyndelsen af 1940’erne.

Bent Nielsen, der er søn af Ejner, voksede op i 19z(21B) og kan berette om, hvordan man boede mange på lidt plads, med das og vaskehus opført øst for huset og en pumpe midt for huset, hvorfra alle familierne tappede vand. En grøft førte spildevandet væk fra huset og ned på engen. Sådan har det været for de fleste af husene på den tid. I dag kan man stadigvæk se nogle af disse murede vaskehuse/udhuse bevaret. De var oftest lavet i samme materiale som hovedhuset, med skorsten der, hvor gruekedlen stod.

 

I løbet af årene flyttede de forskellige Nielsen-familier rundt på Skovkrogen:

Ejner og hans kone blev boende i 19z(21B) frem til starten af 1970’erne.

Robert og hans familie købte 19q(27) sammen med deres genbo i 19t(12), Heinrich Gustav Mahs, i 1948. Robert og hans familie boede på gården frem til 1971 hvor Robert døde og sønnen Kaj Nielsen overtog gården. I 1974 blev gården solgt til anden side.

Kresten og familie boede nogen tid til leje i 19am(2), før de i 1955 købte 19u(14), hvor Kresten boede sammen med sin familie frem til sin død i 1980. Konen, Anne Margrete, blev boende i huset frem til 1987, hvor Brian Nielsen, en grandnevø (barnebarn af Ejner Nielsen), overtog huset. I 1991 overtog Brians bror, Kent Nielsen, huset og det er først i 2005, da Kent og Julie Nielsen solgte huset, at Skovkrogen måtte tage afsked med familien Nielsen.

Mange medlemmer af familien Nielsen bor stadigvæk i Langå, men ikke længere i Skovkrogen.

 

19q(27) – Aagaarden

Gården er særlig interessant for Skovkrogens historie, fordi stort set alt jord på et tidspunkt har hørt under 19q, bortset fra de tre øverste matrikler 19am(2), 19ai(4) og 19ag(6).

Som nævnt købte Robert Nielsen og Heinrich Gustav Mahs i 1948 i fællesskab gården fra Aage Christensen, der da havde haft gården i 22 år. Af skødet kan man se, at Aage Christensen havde startet landbrug med drivhuse på ejendommen. Skødet afslører også lidt om den type landbrug, der ellers blev drevet på ejendommen på den tid og viser gårdens voksende størrelse af besætning og vognpark: Ejendommen overdrages med …Maskiner og Besætning bestaaende af 1 Hest, 2 Køer, 1 Kalv og 30 Høns. Af Redskaber og Maskiner medfølger 2 Vogne, 1 Plov, 2 Harver, 1 Radrenser og Halvpart i en Frugttræssprøjte. Endvidere medfølger Drivhuse og Mistbænker.

 

Folketællingen 1950

I 1950 var Skovkrogen ved at blive til et pensionist­kvarter. I 5 af de 10 huse boede der pensionister.

I 19z(21B), hvor der jo var lejligheder, boede der 4 familier samt Anne Marie Rasmussen, der ejede huset, Men ellers boede der nu typisk kun én familie i hvert hus.

Det var også specielt for 1950, at der boede hele 6 familier, der hed Nielsen (hvoraf 3 jo som nævnt var i familie med hinanden). I 19z(21B) boede der 3 forskellige Nielsen-familier, der ikke var i familie med hinanden. Så postbuddet skulle holde tungen lige i munden, når han afleverede post.

I 1950 folketællingen finder man også flere af de beboere, der boede mange år i Skovkrogen.

I 19s(10) boede Sophus Rasmussen og hans kone Ellen Magda Thyregod Rasmussen. De boede i alt i 47 år på Skovkrogen – fra 1923 til 1970.

I 19ai(4) boede Peter Vendelbo og hans kone Nielsine Vendelbo. De boede ligeledes 47 år på Skovkrogen – fra 1906 til 1953.

 

19qz(25)

I 1955 blev Robert Nielsen og Heinrich Gustav Mahs enige om at opløse sameje af ejendommen 19q(27). De delte det således, at Mahs fik 19qz(25), der dengang også bestod af arealet bagved 19qz(25). Robert Nielsen beholdt 19q(27) og 19v (engområdet ned mod Gudenåen syd for gården).

Mahs opførte et hus på matriklen og drivhusene lå også i det område, som Mahs fik – der hvor de 3 træhuse 19xd(15), 19xc(17) og 19xb(19) ligger i dag – og han startede et gartneri op i stor stil med bl.a. snitblomster m.m. En overgang var forretningen solgt til anden side, men da gartneren gik konkurs efter et par år, købte Mahs huset tilbage. På et tidspunkt overtog sønnen Poul Mahs gartneriet og drev det frem til 1986, hvor ejendommen blev solgt videre. I alt boede familien Mahs i Skovkrogen i 39 år (1947-1986).

 

 

1960’erne og 1970’erne

Mine

MINE står der på husgavlen til Skovkrogen 8 (19r). Her boede Oline Vilhelmine Nielsen, kendt som Mine eller ”Avis-Mine”, i 50 år. Først med sin mand Anton Nielsen og efter hans død i 1942 i en årrække sammen med sønnen Svend Carlo Nielsen frem til hun døde i 1969.

”Mine” var kendt som den bramfrie bladdame på Langå station, hvor hun overtog bladkiosken efter sin mor. Da Mine gik på pension overtog hendes søn kiosken på stationen.

Efter Mines død i 1969 overtog datteren, Elisabeth Seitzberg og hendes mand Ejler Seitzberg huset.

19sg(1) og 19sh(3)

I 1964 kom der 2 nye huse på Skovkrogen: 19sg(1) og 19sh(3). Begge jordlodder blev solgt fra gården, 19q(27). Det var Murer Kaj Nielsen, Robert Nielsens søn, der byggede 19sh og Blikkenslager Erik Magnus Pedersen, der byggede 19sg.

Flest år på Skovkrogen
I 19ai(4) boede Henning Gaba med sin kone, Alice Gaba og deres to børn. Henning Gaba er ”rekordindehaveren”, den beboer, der har boet længst tid på Skovkrogen: fra han købte huset i 1953 og frem til 2013, hvor han solgte huset. I alt 60 år.

”Det lange Hus” 19z(21B)
Folketællingen fra 1970 afslører, at de 4 lejligheder nu var blevet til 2. Der var eget køkken, men intet badeværelse, og stadigvæk das i gården. I 1973 købte Keld og Jytte Ebdrup huset og byggede det om til et én-familiehus med badeværelse og toilet. En del af huset er senere blevet lavet til garage.

 

1980’erne …og frem til i dag

Vi nærmer os nu hastigt nutiden. I 1980’erne finder vi nogle af de beboere, der også i dag bor i Skovkrogen. I ”det lange Hus”,19z(21B) bor Tina og Peder Jensen siden 1984, i 19sh(3) Lone og Jørn Nielsen siden 1984 og i 19qz(25) Birgit og Per Steensgaard siden 1986.

Engen ned mod Egeskoven lå stadigvæk ubebygget hen i 1980’erne, nogle havde en ko gående der, så man kunne få nogle gode bøffer, og en fodboldbane havde man også lavet der.

Skovkrogen – landzone
I 1983 blev der lavet en lokalplan for området (lokalplan nr. 123). Planen var at lave 56 kolonihaver i området og Poul Mahs udlejede derfor engen til ”Kolonihaveforbundet for Danmark” til videre udlejning. Planen blev dog ikke nogen succes. I 1987 var der ikke lejet en eneste kolonihaveparcel ud, så med den nye lokalplan nr. 132 tænkte man i andre baner: Det blev besluttet at udmatrikulere 8 parceller for at ”afrunde den eksisterende landzonebebyggelse”. Med de store parceller var tanken, at det skulle være tilladt at dyrke jorden professionelt (frugttræer og grøntsager) eller at have et udvidet dyrehold, med hest, ged, får, høns eller lignende.

I slutningen af 1990’erne og begyndelsen af 2000’erne blev de 8 huse opført, der var blevet vedtaget i lokalplan 132: Først 3 træhuse langs med åen: 19xd(15), 19xc(17) og 19xb(19) og derefter de 5 huse ned langs Egeskoven 19xi(5), 19xh(7), 19xg(9), 19xf(11) og 19xe(13). Det sidste hus, der blev bygget i Skovkrogen, 19xv(21A) blev bygget i 2004 efter, at ”Det lange Hus” 19z(21B)s jord blev delt i to.

Dermed blev det foreløbigt sidste spadestik taget til Skovkrogen, som vi kender den i dag. Et venligt og lyst kvarter tæt på skov og vand…. Det sorte Sogn

 

 

De tre smukke træhuse – 15, 17 og 19 fotograferet fra åsiden.

 

Bearbejdet kort fra Google Maps

Oversigt over matriklerne på Skovkrogen, Langå:

Artiklen blev bragt i Langå Lokalhistorisk Årbog 2016