Kvindeliv på heden i 1800-tallet

Artiklen blev bragt i Slægtsforskeren 4/2022

Jeg har altid været fascineret af at forestille mig hvordan kvindeliv blev levet i 1800-tallet.
Især livet som det ville forme sig for en bondekvinde fra Jylland – nok fordi de udgør ca. halvdelen af mit ophav.

Tipoldemor Maren

På et tidspunkt begyndte jeg at undersøge min tipoldemors skæbne, Maren Svenningsdatter.
Hun blev født i december 1800 på gården Pogager i Vinding sogn, Ringkøbing Amt og døde i en alder af kun 36 år på gården Wahrhede ved Avlum, hvor hun levede sine sidste 7 år sammen med sin mand, og hvor hun fødte 4 børn.
Undersøgelsen greb om sig, og inden jeg havde set mig om var jeg også i gang med at undersøge hendes 6 søstres skæbner. Det har været en meget lærerig og givende proces at se på dem alle sammen og netop muligheden for at sammenligne deres skæbner har lært mig endnu mere om min tipoldemor og de muligheder og begrænsninger hun havde for at leve sit liv.

Det blev ”kun” til piger

Helt frem til 1880 var kvinder umyndige, dvs. de havde ikke ret til at råde over egen formue og kunne kun agere juridisk på tinge via en lavværge. Kvinderne var derfor meget afhængige af, at der var en mand i den nærmeste familie, der kunne tale deres sag, hvis der opstod begivenheder, der krævede mægling, hvis de blev enker eller på anden vis havde behov for offentlighedens bistand.

To døde spæde og 2 døde som hhv. 2 og 6 år, men de resterende 7 nåede voksenalderen.

Det vigtigste for min 2tipoldefar var nok at få alle døtrene godt gift – og det lykkedes for ham.
Man skal vælge sine svigersønner med omhu. Ægteskabet dengang var vel oftest noget, der mere blev indgået med forstanden end med hjertet, og døtrene har nok som oftest accepteret farens valg af ægtefælle medmindre der da var tale om en person, der decideret bød dem imod. I gennemsnit var Svennings døtre 29 år da de blev gift, det var en relativt høj alder (sammenlignet med de øvrige giftermål i Vinding sogns kirkebog), men en klog bonde ville vælge at holde på pigerne til han kunne få dem godt gift, og gerne med ”fod under eget bord”.

Alliancen

Svenning kiggede ikke så langt væk da han skulle vælge de første svigersønner: På nabogården, Bakhuus boede Peder Bak og Kirsten Simmelkjær. Peder Bak var sognefoged og en ret så driftig bonde, der ejede to gårde, Bakhuus og Fonager, der var flere sønner og de var gode kandidater.

Mellem 1822 og 1828 blev de 3 ældste søstre, Anne, Kirsten og Maren gift med hver sin af disse nabosønner. De blev gift efter alder: Først var det Anne, der blev gift med Iver, den ældste søn. Dernæst blev Kirsten gift med Hans, den tredje søn, og endelig i 1828 blev min tipoldemor gift med Søren, den fjerde søn.

De 3 par blev alle gårdejere i nærheden af deres barndomshjem. Kirsten og Hans flyttede til Timring i 1824, hvor de købte en gård på Tipheden. Mine tipoldeforældre, Maren og Søren, købte ”Vestergård” på Wahrheden ved Avlum i januar 1830 og året efter købte Anne og Iver ”Nedergaard” i Jersild By ligeledes ved Avlum. Anne og Iver havde ellers indtil da boet i Bakhuus hos Ivers forældre gennem de 8 år, hvor de havde været gift.

Denne alliance må have skabt et særdeles stærkt bånd mellem de 3 brødre og de 3 søstre og historien skulle da også vise, at der var brug for familiernes hjælp og assistance i flere tilfælde, ved ægtefællers tidlige død og også for at sikre de børn, der skulle blive forældreløse meget tidligt i livet.

De øvrige 4 døtre blev også efterhånden gift – alle med lokale mænd: i 1832 blev Peternille gift med Thomas Jensen, der kom fra Toustrup ved Vinding, i 1836  blev Mette gift med smeden i Lilbæk (de skulle siden blive ejere af gården Blindkilde i Vinding), i 1838 blev Bodil Kirstine gift med Diderik Kjeldsen, der var ejer af gården Grønbek i Tvis og samme år, som rosinen i pølseenden, blev Anna Margrethe, den yngste, gift med Henrik Sørensen, der også var en lokal mand fra Vinding, født i Svenstrup. Anna Margrethe og Henrik overtog barndomshjemmet Pogager og Svenning gik på aftægt, Ane var død et par år forinden.

Bondekone, madmor, markarbejder…

Når man kigger i folketællingerne står alle Pogager-søstrene opført som madmødre, men rollerne og opgaverne har været mangfoldige.

Folketællingerne afslører da også, at der hos alle Pogager-søstrene har været 1-2 tjenestefolk, især mens børnene var små. Senere, når børnene blev ældre, har de hjulpet til og der var ikke længere brug for tjenestefolk.

Livet på heden kunne være barsk og var det nok ofte. Det var et forblæst, fattigt landskab, med magre sandmuldsjorder og megen slid med at dyrke den. Skifterne fortæller lidt om hvordan deres liv var.

Maren og Annes ægtemænd, de to brødre Søren og Iver, døde begge i 1835 med kun en måneds mellemrum og da der var umyndige børn i begge ægteskaber findes der skifter efter begge. De to familier boede begge i Avlum med kun godt 4 kilometers afstand, så de to skifter er meget sammenlignelige – der var sågar også de samme vurderingsmænd ved begge skifter.
Man kan læse meget om forfædrenes liv ved at se på hvad de efterlod sig, men netop ved at sammenligne, som her, bliver billedet tydeligere:

Anne og Iver sad økonomisk lidt bedre i det end Maren og Søren, de havde flere ting og en lidt større besætning af dyr.

F.eks. havde Anne og Iver flade tallerkener og flere fade, hvilket man ikke fandt hos Maren og Søren, hos dem har man sandsynligvis siddet bænket tæt rundt om bordet og har spist fra samme fad. Det gjorde man nu mange steder på den tid.
Anne og Iver havde også en stud til hjælp med markarbejdet samt en meget dyr kobbergruekedel, opgjort til 35 Rd, mere end studens værdi, den var sat til 32 Rd.
Generelt havde begge parrene en pæn besætning med 2 heste, 6-7 køer, 3-4 grise, nogle høns og adskillige får, hos Anne og Iver dog 6 sygelige får.
Får har der altid været mange af på heden – de er nøjsomme og klarer sig med lidt, når de græsser rundt på de store arealer.

Oliemaleri af Wilhelm Zillen, dateret 1866 ”Får på Heden”

Børnene og navnetraditionerne

Børn og børnefødsler har selvsagt også spillet en stor rolle i kvindernes liv.
Alle 7 søstre fik børn – den største børneflok stod Peternille for med 6 børn, mens Mette i Blindkilde kun fik et barn.

Børnedødeligheden var høj i begyndelsen af 1800-tallet. Og flere af søstrene mistede også børn: Anna Margrethe og Maren havde hver et spædbarn, der døde.
Anna Margrethe mistede også sin førstefødte, da han var 5 år. Peternille mistede to drenge, begge kaldet Svenning efter morfaren, den ene døde som 5-årig den anden som 7-årig.

Man kan se, at alle familierne har fulgt reglerne for hvordan man skulle opkalde børnene rimelig stringent. Børn skulle først og fremmest opkaldes efter bedsteforældrene, også selv om navnet så at sige allerede var i brug i samme familien. Annes datter kom derfor også til at hedde Ane efter bedstemoren og Mettes datter kom til at hedde Mette efter farmoren. 

Det virker lidt spøjst på os i dag, især for de 3 ældste søstre (Anne, Kirsten og Maren) der jo blev gift med hver sin bror, ses det tydeligt. De havde alle opkaldt førstefødte søn Peder efter farfaren og den næste Svenning efter morfaren . Den førstefødte datter blev så opkaldt Kirsten efter farmoren og nr. 2 datter Ane efter mormoren.

Det samlede resultat for næste generation var, at der var 6 med navnet Svenning og 4 med navnet Ane, så det har vel skabt lidt forvirring til familiekomsammener.

Enkerne og de forældreløse børn

Det har været svært for kvinderne at stå alene med en børneflok og en gård der skulle drives, men det skete ikke så sjældent. Dødeligheden var stor også blandt yngre mennesker. Ifølge Danmarks Statistik var middellevealderen for kvinder 45 år og 42,9 år for mænd i 1840.

Da de to brødre Søren og Iver døde, blev Maren og Anne begge enker efter hver sin bror og begge stod tilbage med umyndige børn.

Både Anne og Maren fik lov at drive gården videre efter deres mænds død, og børnenes arveandel blev noteret som gæld i Overformynderiets protokoller.

Maren

Det var måske især hårdt for Maren, der stod alene tilbage med 4 små børn på hhv. 5, 3¾, 1¾ år og 2 måneder.

Ingen af børnene havde nået en alder, hvor de kunne hjælpe med gårdens drift, alligevel ser det ud til at Maren formåede at drive gården videre. Fra folketællingen 1834 kan man se, at der er et par karle på gården og også et par teenagere, og man kan forestille sig, at naboer og familie har hjulpet til i det omfang, det var muligt.

Det har været en barsk tid for hende, ikke bare mistede hun manden, men det nyfødte barn, Ane, døde også, kun 1 måned efter Sørens død.

Man nåede aldrig helt at færdigbehandle skiftet efter Søren før også Maren døde – knap 2 år senere i marts 1837.

Nu trådte familie-alliancen til, gården blev solgt på tvangsauktion og børnene blev fordelt mellem den øvrige familie: Kirsten kom til fasteren Karen Meldgaard i Vognstrup, Svenning kom til Pogager hos mosteren Anna Margrethe, her var jo også morfaren, Svenning, på aftægt, og endelig kom Peder, min oldefar, til Sønderbæk i Idom hos farbroren, Christen Pedersen.

Anne

Annes børn var ældre, da hun blev enke, hhv. 5, 10, 11 og 15 år. Anne drev gården videre i 7 år, til trods for at hun var syg en stor del af tiden. Allerede i 1841 skrev hun et testamente fordi hendes helbred var svageligt. Testamentet var et forsøg på at lade børnene blive på gården indtil de blev 18 år. Det var derfor hendes ønske at den ældste datter, Kirsten Iversdatter skulle overtage gården, mod at skylde sine søskende hver sin arveandel af gården således, at Ane skulle have en søsterlod på 144 Rd, hvorimod Svenning og Peder skulle have en broderlod på hver 303 Rd.
Anne døde af tæring i 1844, 50 år gammel og da hun døde havde hun været sengeliggende gennem længere tid. Det bliver nævnt i skiftet at ”hendes Gangklæder er meget ubetydelige, da den Afdøde i længere Tid har henlagt syg”. Desværre var den ældste datter, Kirsten, også syg og hun døde ligeledes af tæring kun 2 måneder efter moren. Nu var der 3 børn tilbage i alderen 17, 16 og 11 år.
På sit dødsleje udtalte den ældste datter Kirsten sin sidste vilje i vidners påhør – det var sognefogeden og nabomanden, der var blevet hidkaldt for sammen med børnenes formynder, farbroren Jens Pedersen Fonager, at høre på: I skødeprotokollen bliver det beskrevet, hvordan Kirsten var sengeliggende, men ved sin fornufts fulde brug og hun udtalte her sin sidste vilje, nemlig at lade søsteren, den 17-årige Ane, overtage gården mod at skylde sine brødre for hver sin andel af gården – altså samme vilkår som det moren havde ønsket.

Da der er tale om 3 umyndige børn, blev sagen sendt til det Danske Kancelli og som en fyndig afslutning på sagen, kan man i skødeprotokollen læse hvordan Kong Christian den 8. stadfæster Kirstens sidste vilje og giver børnene lov til at forblive på gården med deres farbror Jens Pedersen Fonager som formynder.

Farbroren Jens Fonager havde sin egen gård at passe i Vinding, så de 3 børn har selv stået for driften.
I folketællingerne fra 1845 og 1850 finder man de 3 søskende på gården sammen med 1 tjenestekarl og 1 tjenestepige.

Bodil Kirstine

Også Bodil Kirstine i Tvis blev enke i en ung alder. Hun var 55 år da hendes mand, Kjeld, døde og da hun var blevet gift i en sen alder, var hendes børn stadigvæk umyndige da hun blev enke, hhv. 18, 16, 13 og 10 år. Hun ansøgte om og fik lov til at sidde i uskiftet bo efter manden, og i 17 år forsatte Bodil Kirstine med at drive gården sammen med sine to sønner før hun i 1875 solgte til dem mod aftægtskontrakter.

Når en kvinde skulle sidde i uskiftet bo, skulle der ansøges hos Amtet om tilladelse. Det er altid besværet værd at se efter denne ansøgning i arkiverne. Mange af dem er ren standard, men nogle gange, f.eks. i Bodil Kirstines tilfælde har præsten skrevet en anbefaling til dem. I Bodil Kirstines tilfælde skriver præsten følgende:

Da jeg kjender Ansøgerinden som en meget from og retskaffen, dygtig og vindskabelig, samt forstandig Kone, der bestandig har været sin Mand en tro og sikker Støtte ved Gaardens Drift, og da en Opdeling af den forhaandenværende Formue under de nuværende Forhold maa anses for lidet ønskelig, anbefaler jeg det Ansøgte paa det indstændigste.

Nørre Felding Præstegaard d. 12 Juni 1858.
Nis Hansen
Sognepræst

Præstens anbefaling af Bodil Kirstine, B-008, Ringkøbing Amt, Journalsager V 1858

Blodets bånd – når hjælpen er nærmest

På tværs af kilderne ser man talrige eksempler på hvordan familien har hjulpet hinanden både socialt og økonomisk:
De stod fadder til hinandens børn, svogrene trådte til som lavværger for enkerne og som formyndere for de forældreløse børn og alle hjalp dem godt i vej.
Man ser da også som en rød tråd gennem hele historien om de syv søstre hvordan de hjalp hinanden økonomisk, f.eks. i forbindelse med gårdkøb. Især for de nyetablerede par, var der brug for hjælp. For at få lov til at overtage lån til at købe en gård var det vigtigste nok at komme ud af en god og solid bondefamilie, hvor man allerede havde bevidst i slægten, at man kunne drive en gård og betale terminerne til tiden. Der hjalp også, når der var familiemedlemmer, der kunne garantere for lånet.
F.eks. var det svigerfaren, Peder Bak, der optog og hjalp Maren og Søren med et 4%s lån fra den almindelige Enkekasse, da de købte Vestergaard. Da Maren døde i 1837 og gården blev sat på auktion, blev hele historikken omkring gården minutiøst beskrevet i skødeprotokollen inkl. alle tinglæste og ikke tinglæste fordringer, der måtte være. Heraf fremgår, at familien løbende i stort omfang har hjulpet med finansieringen: Svogeren Christen fra Sønderbæk med 192 Rd, faren Svenning Pogager med 20Rd, svigerfaren Peder Bak med 22 Rd, søsteren Bodil Kirstine med 14 Rd og svogeren Iver Jersild med 20 Rd.
Et andet eksempel er forholdet mellem Kirsten og Peternille: Da Kirsten og Hans i 1832 købte Abildtrup Overgaard i Vorgod sogn, var det Peternille og Thomas, der lige var blevet gift, som fik lov at overtage Søndergård på Tipheden i Timring sogn. De to par boede således resten af livet kun omkring en kilometer fra hinanden og man må tro, at de har været tæt forbundne. Også i forbindelse med købet af Abildstrup Overgaard var Peder Bak involveret. Man kan i hvert fald se, at han stod som vitterlighedsvidne på skødet.
Da Mette og Anders købte Blindkilde i 1845, var det Jens Peder Fonager, en søn af selvsamme Peder Bak, der lagde penge til.

Aftægtskonerne

Bortset fra Anne og Maren levede de resterende 5 søstre så længe, at de nåede at se deres børn blive voksne.
Bodil Kirstine, Peternille og Anna Margrethe gik alle på aftægt i løbet af 1870’erne så man kan sammenligne deres vilkår, som de står nedfældet i kontrakterne.
De 3 aftægtskontrakter lignede hinanden meget med bl.a. detaljerede oplysninger om hvilke madvarer der skulle leveres og hvornår. Der var både tale om de basale fødevarer som rug, byg, boghvede, kartofler, flæsk, æg og mælk, men også mere eksotiske varer blev opremset, så som kaffe, cikorie, tobak, kandis, kornbrændevin mm. Der var ligeledes regler for transport ved kirkegang og familiebesøg, specifikation af muligheden for at vælge at bo et andet sted, hvis man af en eller anden grund ønskede dette. Endvidere blev der nævnt, at aftægtsgiveren skulle hidkalde læge og præst ved behov, samt erholde udgifterne til at ansætte en pige i tilfælde af sygdom og svagelighed, og endelig skulle han dække udgifterne til en ordentlig begravelse.
Meget af indholdet i kontrakterne har været standard og generelt har man i de fleste tilfælde, hvor det var sønnen eller datteren der overtog gården, nok ikke hængt sig så nøje i, at den præcise ordlyd blev overholdt til punkt og prikke, men fortsat med at leve som én familie stort set som hidtil. Man kan dog finde små personlige udsagn i kontrakterne, som f.eks. i Peternille og Thomas’ kontrakt hvor Thomas i forbindelse med rationen af 8% kornbrændevin, der er sat til 1 potte hver søndag, udtaler at dersom jeg Thomas Jensen først dør bortfalder det hele Quantum Tobak og min Kone erholder da af Brændevinen kun 1 Potte maanedlig, bliver jeg Thomas Jensen derimod den længstlevende beholder jeg det hele Quantum Tobak og Brændevin.
Aftægtskontrakten var bundet til gården, så det var vigtigt, at den blev lavet grundigt, hvis der skulle komme nye ejere eller hvis der skulle opstå splid i familien, så var det kontraktens bestemmelser der trådte i kraft.
I august 1882 døde Anna Margrethe og hendes mand med kun 4 dages mellemrum, først Anna Margrethe den 16. august og så Henrik den 20. august, den dag hvor Anna Margrethe blev begravet. Også i Timring på Tipheden døde Peternilles mand Thomas i august 1882. Peternille overlevede Thomas med 8 år og døde i 1891, 84 år gammel.
Bodil Kirstine var den af søstrene, der både levede længst og blev ældst. Hun havde lavet aftægtskontrakt med begge sønner, som fik hver sin del af Grønbek, men hun endte med at flytte tilbage til Vinding for at bo hos datteren Ane i de sidste af hendes leveår, så man kan formode at hun har gjort brug af den godtgørelse på i alt 150 kr./årligt, som hun var berettiget til ifølge aftægtskontrakten.
Man kan se at hun boede hos datteren i folketællingen 1890, og døde i Vinding i 1892, 88 år gammel.