Hvad lægdsrullen afslørede…
En kriminalhistorie fra Midt- og Vestjylland – 1840

Artiklen blev bragt i Slægt og Data 3/2012

En uheldig tip2oldemor

Min tip2oldemor, Anne Cathrine Jensdatter (født i 1802), var ikke så heldig i sine valg af mænd.

Som ung pige er hun i huset hos Smeden i Bjert ved Vinderup nær Holstebro. Her får hun – 20 år gammel – et barn med smedens ældste søn, Jens. Hun bliver hos smeden og 3 år senere får hun endnu et barn, dog denne gang med den mellemste af smedens sønner, Niels. Ikke så heldigt.

Hun forlader smeden og tager til Ejsing, nord for Vin­de­rup. Her møder hun så en tredje mand, Niels Jensen også kaldet Ravn, med hvem hun gifter sig.

Vi skriver nu 1833.

Kort efter brylluppet begiver hun sig sammen med sin mand til Aulum, hvor han kommer fra, og jeg finder hende igen på Fattighuset i Aulum i folketællingen 1840 sammen med to af hendes sønner. Men hvad er der sket? Og hvor er hendes mand blevet af? Og hvor forsvinder hun selv hen? Hun findes tilsyne­ladende ikke i nogen senere folketælling.

 

Det var da jeg ledte efter det svar, at jeg faldt over Hans Henning Eriksens hjemmeside www.hheriksen.dk og fandt ud af, at han også ned­stammer fra Anne Cathrine Jensdatter. Hans Hen­ning er en efterkommer af det barn Anne Cathrine får med smedens ældste søn og jeg af det barn hun får med smedens mellemste søn. Jeg kontaktede Hans Henning og sammen satte vi os for at undersøge, hvad vi kunne finde ud af om Anne Cathrines videre skæbne.

 

Er for Overfald og Ran i Viborg siden 28/9 1840. Dømt ved Underretten til offentlig Arbejde på Livstid, der er under Appel.

 

Hvad lægdsrullen afslørede…

Vi besluttede os for at se om lægdsrullerne kunne af­sløre, hvor Anne Cathrines mand og sønner befinder sig. Vi håbede derigennem at få et billede af, hvor Anne Cathrine sandsynligvis har været og hvor hun forsvinder hen efter 1840.

 

Altså gik vi i gang med at følge sporene i lægdsrul­lerne. Og det var her, vi fandt den første ledesnor, der fortalte os, at Anne Cathrine nok heller ikke har været så heldig i sit valg af ægtemand. I lægdsrullen 1841 står Niels Ravn nemlig opført med følgende kommentar: Er for Overfald og Ran i Viborg siden 28/9 1840. Dømt ved Underretten til offentlig Arbejde på Livstid, der er under Appel.

 

Politiprotokollen

I et forsøg på at se, hvad der er sket kiggede vi først i Politiprotokollen for Hammerum Herred. Her fandt vi en masse forhør af forskellige personer, der er impli­ceret i sagen. Politiprotokollen gav et væld af detalje­rede informationer om tid og sted og sædvane, men gav os ikke et klart billede af hvad der egentligt var sket.

Vi får dog herigennem et enestående indblik i det liv der blev levet. ”Fruentimmer Anne Cathrine Jens­datter”, vores tip2oldemor, bliver som kone til den formodede gerningsmand også forhørt. Gennem hendes svar får man et tydeligt billede af de vilkår, hun har levet under. Blandt andet erfarer vi, at Anne Cathrine og Niels ikke længere lever sammen. Hun bor i en faldefærdig rønne, der ikke altid er beboelig. Niels bor det meste af tiden i Herning hos en be­kendt, angiveligt fordi der er mere arbejde at finde der. Niels er daglejer og lever ifølge eget udsagn af at kaste Mergel og andet foreliggende Arbejde. Gen­nem forhøret af Anne Cathrine erfarer vi, at ægte­skabet ikke er så godt: Anne Cathrine oplyser at hun i den senere Tid ikke har bekymret sig meget om hen­des Mand eftersom han var ligegyldig imod hende og sjælden kom til hende.

 

Selve kriminalhistorien

Det er ikke muligt for os at se hvad der egentligt er sket gennem politiforhørene, og det er først da vi efter et venligt råd fra en af arkivarene ved skranken på Landsarkivet i Viborg, kiggede i protokollen over fangerne i Viborg arresthus, at vi blev klar over, at sagen ender som en højesteretssag, sag nr. 244 afsagt 29. juli 1941. Her i ”Arrestprotokollen for Viborg Arrest” står fangerne opført kronolo­gisk efter ankomst til fængslet, og det står anført ved hvilken ret de er dømt og hvilken dato de er dømt.

 

Nu intensiveredes jagten på hver sin side af Store­bælt. Hans Henning fandt papirer på Rigsarkivet der forbereder sagens gang der, og således erfarede vi endelig, hvor og hvornår sagen bliver pådømt i hhv. underretten og landsoverretten. Og det er bl.a. her i ”Domsprotokollen for Fjends-Nørlyng Herred”, at den dramatiske forbrydelse står nedskrevet. Det drejer sig om et voldeligt landevejsoverfald på en forbipasse­rende ved navn Andreas Christensen, begået medens Niels Ravn og en kvindelig bekendt, Kirsten Marie Troelsdatter er på vej til Toftemarkedet i Vi­borg, angiveligt for at købe en ko:

 

Om Aftenen i Mørkningen paa Landeveien der gaar forbi Hald paa et Sted hvor der er Træer paa begge sider, kom en Person løbende efter ham (Andreas Christensen) og affordrede han hvad Penge han havde. Men da han forsikrede, at han var en fattig Mand og gik noget videre, fik han inde fra Skoven et Slag over det ene Øie saa at Blodet strømmede ned over Ansigtet paa ham. Han saa ei hvem der slog, eller hvormed der blev slaaet, men idet han vilde gjøre den Person, som havde tiltalt ham opmærksom paa hvad der var sket, greb denne en Stok som han hævede med begge Hænder og slog ham flere Slag i Hovedet saa at Blodet flød og han faldt bedøvet til Jorden. Da han kort efter kom til sig selv fandt han at hans Trøje var opknappet og at alle de Penge han havde med sig 7 S og 4 M var borttagne af hans Skjortelomme.

 

Niels Ravn bliver af politiet beskrevet som en meget berygtet Person og man går i gang med at forsøge at afdække andre forbrydelser:

 

Få dage forinden er der blevet anmeldt et røveri hvor Niels Ravn og Kirsten Marie Troelsdatters navne er blevet nævnt som formodede gerningsmænd. Røve­riet er sket i Tvis ved Holstebro, hvor et ældre ægte­par er blevet frastjålet ca. 35 Rigsdaler (et anseligt beløb). Manden, der er blevet berøvet, Niels Søren­sen af Grydholthuus, forklarede i dommen fra Lands­overretten i Viborg forbrydelsen således: Et Fruen­timmer var den bemeldte Aften kommet ind til ham, kort efter at han var hjemkommen fra et Marked og havde lagt den nævnte Pengesum i to Poser paa Bordet og havde anmodet ham om at vise hende Veien til Holstebroe, hvilket han paatog sig og fulgte hende et Stykke Vei fra Huuset, men under den Fra­værelse var efter hans hjemmeværende Kones Udsagn en Mandsperson, som formodes at have faaet et Vink af Fruentimmeret, da hun havde for­maaet Niels Sørensen til at gaa med hende, kommen ind i Huuset og for Konens Øjne borttaget Pengene, hvormed han undløb.

Så tricktyveri er ikke en ny opfindelse! Det fandtes allerede i 1840.

 

Politiefterforskningen

Politiet går meget grundigt til værks og der oprulles flere tyverier i Niels Ravns fortid.

 

Disse historier finder vi i ”Dokumenterne til Politiproto­kollen” hvor Herredskontorene i Fjends-Nørlyng og Hammerum korresponderer flittigt:

En forbedringshusfange, Johannes Johansen, bliver taget i forhør og beretter her om tyvetogter i Varde og omegn.

 

Under Sagen mod Arrestanten Niels Ravn har For­bedringshuusfange Johannes Johansen forklaret at de i Fællesskab har begaaet et Indbruds Tyveri i Nærheden af Varde 18 Januar dette Aar. Han beholdt de stjaalne Penge omtrent 7 Specier de øvrige Koster … bestod af 2 formentlig Tinskeer, 1 Frakke, 2 Buxer, 2 Skjorter, 2 Nattrøjer, 2-3 par Strømper, et par Støvler, et par nye Skoe, to smaa grønne Kaskjetter, 2 Lagner og en Dyne af det sæd­vandige Slags hvid med røde Striber.

 

Hvor Niels Ravn har afsat de stjaalne Koster ved han ikke undtagen et par Støvler som han skal have solgt til en Omstrejfer Johannes Pedersen der paa den Tid var Kjæreste med Johannes Johansens en i Tugt­huset værende Moster…

 

Foruden dette Indbrud har han opgivet 2 andre Tyve­rier hvori de i Vinterens løb var delagtige, det ene da de tog 3 Kg. Rug hos en Mand Peter Vium Sneiberg og et andet af nogle Fødevarer som skal have været meget omtalt hos en Mand hvis Navn han ei erindre i Tiørring Bye ved hvilken Lejlighed Johannes gik ind i Kjøkkenet hvor de laae, ad en aaben Bagdør medens Niels Ravn stod paa Vagt udenfor.

 

Der er flere forskellige personer involveret i tyverierne og afsætningen af tyvekoster. Man fornemmer, at der nok kunne være tale om det, man i dag ville kalde ”organiseret kriminalitet”.

 

 Thi kjendes for Ret… Arrestanten Niels Ravn idøm­mes Fæstningsarbejde for livstid i Fjends Nørlyngs Herredsret.

 

Domfældelsen

Niels Ravn starter med at nægte sig skyldig i alle til­taler, men da Andreas Christensen – manden der bli­ver overfaldet og slået i hovedet – genkender Niels Ravn, bryder denne sammen og tilstår overfaldet. Men han nægter fortsat at have bestjålet ham. Og han nægter vedholdende alle andre forhold.

 

Politiet forsøger energisk at finde beviser imod ham: De ransager hans hjem – kigger sågar i sengen sikkert for at se, om de kan finde stjålne lagner eller en dyne eller andet tyvgods, men de finder ikke noget.

Konen fra Tvis, der angiveligt så ham tage poserne med de 35 Rigsdaler fra bordet, vil retten ikke bruge som vidne, da de ikke mener, man kan regne hendes eventuelle genkendelse af Niels Ravn som sikkert bevis pga. hendes høie Alder af over 85 Aar og den dermed forbundne Affældighed.

 

Niels Ravn anfører forskellige forhold som bliver anset som formildende omstændigheder ved over­faldet:

Han fremfører således dels, at han er solidt beskjænket, da han begår overfaldet samt, at han er blevet presset til det af sin veninde, der gentagne gange har opfordret ham til det. Han påstår også, at Samvittigheden greb ham, da han så blodet og at han derfor flygtede væk uden at tage pengene.

 

Niels Ravn kan derfor kun blive dømt for ”attenteret røveri” (dvs. forsøg på røveri). Den hårdeste straf for røveri er befæstningsarbejde på livstid samt kag­stryg­ning (dvs. offentlig piskning), men især det at han ikke beviseligt bestjæler offeret er en formildende omstændighed, hvorfor han ikke dømmes til kag­strygning.

 

Straffen

Sagen går som nævnt hele vejen op gennem retssystemet fra Herredsretten via Viborg Landsoverret til Højesteret.

I Herredsretten idømmes han befæstningsarbejde på livstid; Landsoverretten ændrer denne dom til befæstnings­arbejde i 10 år. Den primære årsag til forskellen i straffeudmålingen er, at det med tiden viser sig, at offeret overlever overfaldet uden varige men, selvom overfaldet da det fandt sted af en læge blev beskrevet som livsfarligt.

 

Befæstningsarbejde er i øvrigt en ”barsk affære” hvor fangen får smedet et jernbånd omkring livet og så bliver sat til at arbejde i en kongelig fæstning.

Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn.

Stik fra 1700-tallet.

 

Landsrettens dom ankes til Højesteretten, hvor Niels Ravn får sin endelige dom: 12 år i Rasphuset på Christianshavn.

Det er nu også et særdeles barskt sted at være. Her bliver fangerne sat til at raspe (dvs. findele) træ der indeholder farvestoffer, som kan bruges på farveri­erne – ofte til at farve militærets uniformer. Raspning var et meget anstrengende og usundt arbejde.

 

Han overlever dog de 12 år i Rasphuset og bliver sat på fri fod. Vi kan følge ham gennem diverse folketællin­ger i omegnen af Herning – ofte som daglejer og/eller fattiglem.

Han dør 28. november 1885 på Herning Fattiggård, 76 år gammel.

 

På det tidspunkt har vores tip2oldemor, Anne Cathrine Jensdatter allerede ligget på Aulum kirke­gård i 40 år. Hun dør i 1844 – kun 45 år gammel – som dødsårsag har præsten anført ”Kolik”.