| Han døbt 25. juni 1804, Borbjerg Død 17. september 1872, Borbjerg (68 år) | Hun døbt 26. januar 1814, Ryde Død 11. juli 1901, Sahl (87 år) |
| Forældre 036 Jens Weiersøe 1773-1827 037 Marie Jensdatter 1771-1851 | Forældre 038 Jens Jeppesen 1776-1853 039 Birthe Malene Christensdatter 1788-1843 |
| Gift 1836 - 1850 | |
| Børn 1836 Jens 1839 Maren 1842 Just 1844 Jens 1848 Anton 1850 Marie |
Takket være Severin Weiersøe, der var bror til vores tipoldefar, Ole, ved vi meget om Pernille og Oles skæbner.
Severin var en fremmelig bondesøn, der som barn skrev dagbog (”En jydsk Drengs Dagbog”) og senere som voksen gemte alle breve han modtog og skrev. Det hele ligger bevaret på Rigsarkivet i Viborg og afslører et væld af detaljer om det liv der blev levet i Borbjerg i 1800-tallet.
Pernille og Ole var begge spændende personligheder, men nok af vidt forskellig støbning. Ole var livsglad, og vellidt af alle. Han var meget charmerende og havde et ”godt tag” på det modsatte køn. Gennem sit liv fik han op til flere børn uden for ægteskab med forskellige kvinder. Pernille, derimod, var dybt religiøs og havde ifølge hendes søn ”tunge mørke skyer” hængende over sig. Ægteskabet mellem de to varede da heller ikke til døden dem skilte. Usædvanligt for deres tid blev de, efter 14 års samliv, separeret i 1851.
Farfar havde bevaret et billede af sin svigermor, Pernille Jensdatter, så derfor ved vi også hvordan hun så ud i en moden alder:
Pernille Jensdatter, Borbjerg, 1814-1901
Her er deres historie:
Ole Weiersøe
Barndom
Ole blev født i 1804 som 4. barn i ægteskabet mellem Jens Olesen og Maren Jensdatter. Han voksede op i en stor søskendeflok i et lille husmandssted. Faderen var ikke en helt almindelig husmand, da han både kunne ”skrive, læse og regne ligeså godt som degnen”, som Severin skrev i sin dagbog. Dette smittede også af på Ole der også kunne skrive, hvad jo ikke alle kunne dengang.
Gennem lægdsrullerne kan man følge Oles færd som ung, hvor han var ude at tjene forskellige steder i omegnen af Borbjerg: Mejrup 1819, Gammelby 1820, Tinkerdal 1822 og Ryde 1822.
I 1820 blev han konfirmeret med kommentaren ”gode Kundskaber og Opførsel”.
Ungdom
Den 18. oktober 1825 var han til session og blev taget som soldat, da han stod for en anden. Severin, 11 år gammel, skrev følgende herom i sin dagbog:
Nu er min Broder Ole taget til Soldat. Han blev indskreven ved sidste Session i Holstebro. Min Moder har sørget over det i 3 dage; men min Fader siger, nu vil Nøden nok lære ham til at blive noget mere sammenholden. Han har ikke regnet noget paa det, han har sagt ham, naar han spillede sin Løn hen i Skau Kroer. Nu har han ellers lært godt at smede, men nu skal han jo fra det og rejse til næste St. Hansdag. Jeg har ellers holdt mest af ham af alle mine Søskende; han har givet mig mest Legetøj. Maaske han kan blive en stor Mand over i Kjøbenhavn…
Året efter, 12. juli 1826, tog Ole så af sted til København for at aftjene værnepligten, Severin skrev følgende i sin dagbog:
Nu er min Broder Ole i Kjøbenhavn; han skulle være inde den 9de i denne Maaned. Han fik 10 Rd. i Penge og en God Madpose med sig. De havde givet ham en Ost eller en Faarelaar eller saadan Noget alle sammen heromkring, for de kan godt lide ham. Min moder var meget forknyt, dengang han rejste. Min Fader fulgte med og hjalp ham at bære hans Madpose til Skaue; jeg fulgte ogsaa med. Dengang han saa skiltes fra os, sagde vor Fader til ham: ”Ja, lad mig nu see, Du skikker Dig godt! Tag Vorherre med Dig! Jeg seer Dig nok ikke mere i denne Verden”. Det kom mig saa sær for, da han sagde disse Ord. Ole var slet ikke forknyt.
Året efter, nærmere bestemt 8. november 1827, døde faderen og Severin skrev følgende om brorens reaktion på dødsfaldet:
Der er kommet Brev fra Ole. Det lader til, at han har taget sig vor Faders Død nær. Maaske har han tænkt på det, han sagde til ham, da han sidst skiltes fra ham ved Skaue.
Derefter omtaler Severin ikke broren i et par år, men i 1830 nævnes han igen. Ole var nu 26 år og der berettes følgende om ham i dagbogen;
En Skrædder fra Høiberg er her, han har kjendt min Broder i København og fortæller mange Historier om ham; blandt andet, at han har lært Skomagerprofessionen, og én Aften, han skulde være straffet, fordi han blev for længe borte, inden han kom hjem og i Sæng, reddede han sig med den Undskyldning, at han uden for Porten kom i Trætte med sine Bene; disse kunne han ikke faae én Vei; det venstre vilde rigtig ind ad Porten; men det høire vilde ind til Røde Niels, og paa denne maade slap han dennegang fri for Straf, og saadan gaaer det ham saa tidt.
At være naturen mere føjelig end fornuften
Efter 5 år havde Ole, nu 29 år gammel, overstået sin militærtjeneste og han var så heldig at få arbejde på en sæbefabrik på Christianshavn, hvor han kunne få 100 rigsdaler i årsløn. En anseelig sum og Severin gjorde sig forhåbninger om, at Ole måske kunne hjælpe ham med at komme på seminariet. Ole lovede i første omgang at hjælpe broderen, men så i august 1833 kom brevet der kuldsejlede Severins forhåbninger om økonomisk hjælp:
Kære Broder, København den 26. August 1833
Dit Brev af 30 Juni har jeg rigtig modtaget og jeg har ikke villet skrive dig til før nu, da jeg ikke har vist om jeg kunde forlig dig med de forlangte Penge eller ei, men desværre ser jeg mig ikke i stand til at forstrække dig med Nogen da jeg formedelst Bekendtskab med en Pige har været Naturen mere føjelig end Fornuften og af den Aarsag ikke godt kan forlige mig selv.
Kære Broder, du kan tro jeg gerne ville forlige dig dersom jeg kunde og det gør mig meget ondt at jeg maa … paa den Maade tilintetgøre dit Haab.. Ole Jensen Traberg
Tilbage til Borbjerg
Lidt over 2 år senere, den 20. november 1835, kan man se af tilgangslisten i kirkebogen, at Ole kom tilbage til Borbjerg – 29½ år gammel og uddannet skomager.
Han har nok fortsat med at charmere sig ind hos kvinderne og måske også igen begyndt at besøge Skave Kro. I hvert fald optræder han den 9. oktober 1836 som udlagt barnefader (Ole Jensen Trabjerghus) for en dreng født af tjenestekvinde Kirsten Pedersdatter, der tjener hos Henrik Andersen i Øster Skave. Barnet dør dagen efter fødslen.
Små 14 dage senere, nærmere bestemt den 26. oktober 1836 giftede han sig i Ryde kirke med Pernille der var i 7. måned med Jens, den førstefødte barn i ægteskabet mellem Pernille og Ole.
Pernille Jensdatter
Det er ikke så meget vi ved om Pernilles barndom og ungdom. Hun blev født i 1814 som tredje barn af Jens Jeppesen og Malene Christensdatter. I 1828 blev hun konfirmeret med kommentaren ”Gode kundskaber og god opførsel” – hun tjente på det tidspunkt i Borbjerg Mølle.
Ifølge folketællingen 1834 boede hun nu 20 år gammel hjemme hos sine forældre, hvor hun ernærede sig ved vævning. Hendes to yngre brødre, Jeppe og Laus, boede ligeledes derhjemme.
Hun var således 20-21 år da hun mødte Ole.
Ægteskabet mellem Pernille og Ole
Forud for brylluppet købte Ole et stykke jord af sin kommende svigerfar, Jens Jeppesen, på 2 Fjerdingkar Hartkorn – altså et lille husmandssted. Der kom i alt 6 børn ud af ægteskabet mellem Pernille og Ole: Jens født december 1836, Maren maj 1839, Just maj 1842, Jens september 1844 (efter at den førstefødte Jens døde i april 1844 kun 4½ år gammel), Anton april 1848 og vores oldemor Marie april 1850.
Trods de mange barnefødsler var ægteskabet ikke lykkeligt:
Fra kilderne kan vi se, at Pernille var medlem af Dømmerne – en vækkelsesbevægelse med et noget sort syn på jordelivet. Ole derimod havde svært ved at ligge sine gamle vaner fra sig. Det vides ikke om han fortsat havde sin gang på Skau Kro, men kvinderne blev han ved med at være glad for, trods ægteskabet. I 1843 gik det galt: Ole var Pernille utro med en tjenestepige og det forhold kom der et barn ud af.
Pernille skrev ved præstens hjælp følgende brev til Amtet:
I anledning af en i længere Tid stedfunden Uenighed imellem min Mand og mig have vi gjentagne Gange meldt os hos Sognepræsten her hos Provst Damgaard med fælles Begæring om Separation, men da hans Højærværdigheds Mægling i saavel hans egne anvendte Forsøg paa at forenes i Mindelighed har været aldeles forgæves saa vil Skilsmissen nu blive den eneste Vej at gaa… Bemeldte min Mand begik for flere Aar siden en Ægteskabsforbrydelse idet han avlede et uægte Barn med en Tjenestetyende hvilket jeg endog antog under Forsørgelse som en af min egne og skønt Forseelsen er paadømmet har den dog til dels foranlediget den Uoverenskomst der nu og da… har fundet sted imellem min Mand og mig. Saa paa Grund heraf maa jeg erbødigst bede De Herrer Forligskommissionen at lade bemeldte min Mand nemlig Ole Jensen indkaldes til Møde for Kommissjonen snarest muligt for at få denne Sag afgjort saaledes at den attraaede Skilsmisse derved bevirkes, hvilket jeg haaber vil blive saa meget lettere at opnaa som vi allerede er enige om Deling af vort Boe,
Skovbakhuus i Borbjerg
…
Pernille Jensdatter m.f.P
Kilde: Ringkøbing Amt: Journalsager (1850-1899) 6063: V 1850 – 1851, V841
Skilsmissen
Ole og Pernille blev derefter separeret i 1851. De blev aldrig lovformelig skilt. Det kostede penge og eftersom ingen af dem ønskede at indgå i et nyt ægteskab, lod de det blive ved en ”separation af bord og seng”. Da Ole døde i 1872 begyndte Pernille at kalde sig for Enke.
I skødeprotokollen findes en afskrift af den deling af boet der fandt sted. Formuefællesskabet imellem ægtefællerne ophørte og boet deltes således, at Pernille beholdt huset og skulle forestå opdragelsen af deres ”samavlede børn”. Ole fik lov at beholde sine gangklæder og skomagerværktøjet. Pernille påtog sig gælden på de 100 kr. der var i huset, hvorimod den ”private Gjæld som Manden matte have, var Konen uvedkommende”
Det er ikke meget vi ved om Ole liv efter skilsmissen, men folketællingerne afslører, at han blev boende i Borbjerg og fortsatte med at ernære sig med teglbrænding om sommeren og skomagerfaget om vinteren. I Folketællingen 1860 boede sønnen Just hos ham, så han fortsatte med at have kontakt med sine børn efter separationen. I folketællingen 1870 boede hans sammen med en jævnaldrende kvinde, Maren Christensen, der står opført som indsidder og medhjælper. Da han døde i 1872 efterlod han sig 100 kr. som Pernille arvede.
Pernilles liv efter skilsmissen
I starten var det økonomisk svært at få enderne til at mødes for Pernille. Hun stod alene med 5 børn på henholdsvis 13, 9, 7, 3 og 1 år og man kan da også se fra Borbjerg Socialudvalgs Forhandlingsprotokol, at Pernille i de første år efter skilsmissen modtog lidt hjælp til sine små børn.
Efterhånden som børnene voksede op forlod de hjemmet og kom ud for at tjene. I 1859 fik den ældste datter, Maren et barn, Petrine, uden for ægteskab, også dette barn opdrog Pernille sammen med sine egne børn.
I folketællingen fra 1870 ser vi, at Pernille, der efterhånden var blevet 56 år, nu boede sammen med sønnen Anton på 21 år og barnebarnet Petrine på 10 år stadigvæk i samme hus – Skovbakhus.
I Severins brevsamling ligger der breve fra Anton der giver et billede af livet i Skovbakhus.
1883
Det første brev vi finder er dateret 22. december 1883. Anton var nu 34 år og stadigvæk ungkarl. Han beskrev husholdningen som følger:
Hvad angaar vore huslige Forhold, har vi det ved det gamle og Sædvanlige. Ja, det var Sandt, jeg har dog fornylig faaet et Par store smukke Olietryksbilleder indfattet i Ramme, hvilke jeg dog finder en smule Fornøjelse i at betragte, ellers er Livet her noget Ensformigt….
Vor Moder har i den sidste halve snes Dage holdt Sengen – Gud ved om hun mere skal rejse sig fra dette hendes Leie –
1886
I 1886 blev Anton gift med Ane Cathrine Bertelsen og året efter fik de deres første barn, Olga. Samme år solgte Pernille husmandsstedet til Anton mod en aftægtskontrakt. I 1888 skrev Anton et brev til farbroren, hvor det fremgår at der var problemer med forholdene mellem medlemmerne af husholdningen i Skovbakhus. Pernille havde åbenbart været væk fra hjemme, men var nu kommet tilbage og det antydes, at Pernille ikke har været helt tilfreds med forholdene i hjemmet, men at det nu, også med barnebarnets hjælp, gik bedre:
Ja, nu maa jeg jo skrive noget om Et og Andet, og kan da for det første fortælle dig, at vores ”Moar” er flyttet hjem til os sidst i November, og saa vidt skjønnes er hun bedre tilfreds med Tilværelsen her Hjemme end før. Vor lille ”Olga” kan nu begynde at gaa, men Hun vil dog grumme gjerne have fat med Haanden for at dans Rundenom med, men der er ogsaa humorist og pragtigt, og naar hun saa paa en saadan Kredsløb strejfer gamle ”Moar”, nikker mildt og siger ”Da’, da’”, saa har hendes Hilsen en saadan forunderlig Magt til at drive de tunge mørke Skyer helt ud af Synskredsen. Ja, jeg tror nok, at den lille har havt størst Indflydelse paa vore bedrede huslige Forhold i saa henseende.
Hun er desuden saa beskeden, at hun fordre hverken Ære eller Berømmelse derfor, ja fordrager endogsaa med kristelig Taalmod saadanne Miskjendende Ytringer som ”Man har da heller ikke andet end Fortræd af dig din Unge…”
Næste gang Anton omtaler moderen er det igen med en antydning af problemer i forholdet mellem Pernille på den ene side og Anton og konen på den anden:
Hvad angaar vor egne huslige Forhold kan jeg meddele, at min Moder i den sidste Tid har ligget mestendels i Sengen, og min Kone venter nu med hver Dag sin Nedkomst og har i lang Tid været ved daarlig Befindende. Lille Olga er vedblivende Husets Heltinde – hvad og indbyder Forstaaelse tjener at følge hendes barnlige Lærdom, skjøndt sommetider lidt urimelig med hensyn til Behandlingen af Husets Løsøre, som jo ogsaa kan gaa saa vidt, at ”Moar” maa give lidt dask, saa udviser hun dog derunder virkelig kristelig Heltedaad, idet hun medens Taarerne flyder, efter saadanne Ubehageligheder dog kysser og kjærtegner Hendes ”Moar” paa det ømmeste, – Mon vi ældre skulde virkelige være dygtige i at gøre hende dette efter?
Hvad ellers angaar Familien så tror jeg nok Vi har det alle sammen nogenlunde , og saavidt jeg ved, ved det gamle.
1889
Anton beskriver sin barndom:
Jeg maa sige, vor Herre Gud har i underlige maader opholdt og forsørget mig og mine indtil denne Stund, mine Søskende og jeg ere fødte og opvokset under meget fattige Kaar, det er mig altid en næsten uløselig Gaade hvorledes Moder har faaet Brødet til os, da vi vare en Flok uerhvervsdygtige Børn, og dog uden at ty til den offentlige Fattighjælp… og da vi nu alle ere kommen op i Aarene har enhver af os Huus og Hjem uden just derindenfor at kjende Fattigdommen i dens grumme og nøgne Skikkelse.
1891
Vor Moder har den sidste halve Aar omtrent stadig været oven Senge og har endogsaa i Vinter gjort en heel ulden Væv til Klæder til mig, hun er meget mere glad og tilfreds end hun før har været. Det er Børnenes Indflydelse der har størsteparten bevirker dette Gode. Ja, som du rigtig bemærker det tegner jo til at vi faar en Flok at dem. Skjøndt jeg ikke just altid er ubekymret seer fremtiden imøde, trøster jeg mig dog med, at Gud hidindtil Underlig har opholdet og forsørget os, Han ved jo nok ogsaa endnu Raad til at forsørge os med det nødtørftige.
1891-1901
I september 1898 døde Anton, 50 år gammel. Han efterlod sig kone og 4 små børn under 10 år – samt sin moder, Pernille, der efterhånden var blevet 74 år gammel.
Efter Antons død flyttede Pernille ind hos den ældste datter, Maren, i Sahl. Her levede hun de sidste 13 år af sit liv frem til hun døde 11. juli 1901, 87 år gammel.