015 Ane Katrine Nielsen (1845-1898)

Født
29. august 1845
V. Buurlund, Idom
Forældre
Dorthea Chatrine Villardsdatter 1810- 1879
Niels Chirstensen 1799 - 1862
Gift
1880
Ægtefælle
Peder Sønderbæk 1831 – 1913 OLDEFAR
Død
11. november 1898
Død 53 år gammel
Vester Sønderbæk, Idum
Børn
Inge Marie Pedersen 1881 – 1900
Kristiane Pedersen 1885 – 1937 MORMOR

Brudebilledet fra 1880

Den 23. maj 1880 var der bryllup i Vester Sønderbæk

Det var vore oldeforældre der bliver gift. Brudgommen, Peder Sønderbæk Sørensen, var 49 og bruden, Ane Kathrine Nielsen, 35 år.

Ane Kathrine har i nogle år været husholderske for Peder – sandsynligvis siden 1876 hvor Peders første kone Inge Marie dør.

Ane Kathrine kommer fra Vester Burlund, hvor hun har arbejdet for sin mor, Dorthea Villardsdatter, der gennem en årrække var alene om bedriften af gården. Læs mere derom her.

Peder har fra første ægteskab to voksne sønner, Christen der på det tidspunkt, hvor vore oldeforældre gifter sig, er 25 år og Søren på 24. Begge sønner bor også på Vester Sønderbæk i 1880.

Folketællingen fra 1880

Folketællingen fra 1880, der er fra før brylluppet, afslører, at der var følgende beboere på Vester Sønderbæk:

Navn; Alder; Civilstand; Stilling i husstanden; Fødested
Peder Sørensen; 48; Enke(mand); Huusfader, Gaardejer; Aulum
Kristen Pedersen; 25; Ugift; hans Søn; Idum
Søren Pedersen; 24; Ugift; hans Søn; Idum
Søren Lund Kristensen; 24; Ugift; Dagleier; Odense
Ane Katrine Nielsen; 34; Ugift; Huusbestyrerinde; Idum
Ane Petrine Nielsen; 20; Ugift; Tjenestepige; Idum
Maren Laursen; 13; Ugift; Tjenestepige; Ulfborg

 

De to sønner fra oldefars første ægteskab

Billedet til højre er Christen og Søren i deres stiveste puds – hvis det da ikke er fotografens låne­jakker (hvilket vist var almindelig brugt dengang).

Jeg viste engang billedet til foto­handleren på Trøjborg, Århus. Han er lidt af en specialist i gamle billeder og han fortalte mig, at det var meget ualmindeligt at have en hund på billeder (medmindre man da var medlem af kongefamilien). Det er da også det eneste billede fra den tid, som jeg har set med hund på.

Ifølge fotohandleren skulle en hund på et bil­lede symbolisere trofasthed, en påmindelse om ikke at glemme…

Man kan måske også forestille sig, at de to brødre om ikke andet så af økonomiske grunde har været lidt skeptiske over for Peder Sønderbæks beslut­ning om at gifte sig igen, med en kvinde i den fødedygtige alder.

Der er dog ingen tegn på at der ikke er et godt forhold mellem Chresten, Søren og vores oldemor. Dette ses bl.a. deraf, at da Christen får sin førstefødte står Ane Katrine og Peder fadder til ham.

I 1881 går Kroen i Idom konkurs og med hjælp fra deres far overtager de to sønner, Christen og Søren Pedersen kroen.

Christen gifter sig med Ane Petrine, tjenestepigen fra Vester Sønderbæk og sammen får de 2 børn. Christen dør i 1888, kun 34 år gammel.

Søren sælger sin andel af Kroen til Christen og flytter til Hjerm, hvor han gifter sig med en Kirstine Hansine Madsen Schøler. Han ernærer sig som hhv. maler og gårdmand. Sammen får de et barn i 1885. I 1887 dør Søren, kun 31 år gammel.

I skiftet efter Peder Sønderbæk nævnes de 3 børnebørn efter sønnerne fra første ægteskab.

 

Christen Pedersen (1854-1888)   
g. m. Ane Petrine Nielsen

2 sønner:
Peder Pedersen f. 1886
Søren Pedersen f. 1887

og

Søren Pedersen (1855-1887)
g.m. Kirstine Hansine Madsen Schøler

1 søn:
Anders Pedersen f. 1885

I 1894, efter af have været enke i 6 år gifter Petrine sig igen med Jens Overgaard Jensen. Sammen får de 6 børn, den ældste søn, opkaldt Christen efter Petrines første mand, overtager kroen i 1934.

Lisbeth har fortalt om hvordan hun kan huske Petrine i Kroen og hendes søn Søren. Hun har fortalt om hvordan Peder og hende nogle gange drillede ham når han kom forbi. Peder kaldte på ham fra høloftet og så gemte de sig når han søgende så sig omkring. Ifølge Lisbeth var Søren psykisk syg. Mormor inviterede ham sommetider ind og gav ham noget mad. Lisbeth vidste ikke at Søren var hendes fætter. Hun vidste godt at dem i kroen på én eller anden måde var i familie med dem, men ikke præcist hvordan tilhørsforholdet var.

 

Ægteskabet mellem Peder og Ane Kathrine

Ægteskabet mellem Peder og Ane Kathrine varer i 18 år.

Der bliver født to døtre i ægteskabet: Inge Marie Pedersen (opkaldt efter Peders første kone) født den 24. maj 1881, hun døde af tuberkulose den 6. marts 1900 (19 år) og vores bedstemor, Kristiane Pedersen, født den 3. oktober 1885.

Vores oldemor, Ane Kathrine Nielsen, dør i 1898, 53 år gammel.

*   *
*