Om Kathrine Madslund

Fra oktober 1920 til april 1921 var Kathrine sammen med 3 andre unge kvinder ansat som elev på Viborg Sindssygehospital. Det var de første sygeplejeelever, man havde på hospitalet.

I breve hjem til sin forlovede beretter hun bl.a. om hvad hun oplever med patienterne der:

 

Min kæreste Ven,

Nu er jeg altsaa ankommen til Viborg og befinder mig godt.

Rejsen herover gik meget godt, vi var i godt Humør og kom i livligt Rejseselskab og især da de fik at høre at vi skulde til Viborg Sindssygeanstalt blev Stemningen høj, én tillod sig endda at sige, at det kunde han nok tænke.

Da vi først kom inden for Murene blev vi meget overraskede over at se, at det er saa stort. Det strækker sig over en halv Mil og ligger meget smukt lige ned til Søen…

… I Dag har jeg været med fem Patienter i Kirke, dvs. Hospitalets Kirke – og det syntes jeg var saa sørgeligt at se. To af mine Patienter græd Resten af Dagen og for Resten er de fleste af de fjorten vi har paa den Stue, hvor jeg er, tungsindige alle sammen, man føler sig saa hjælpeløs over for disse Mennesker. Man faar saadan en Lyst til at gøre noget for dem, ja ligefrem til at gaa hen og tage dem om Halsen og trøste dem, men man ved ikke rigtig hvad der er det bedste. Det bedste er vist at snakke op med dem, og faa dem til at glemme det hele, men det er ogsaa svært, for de fleste af dem svarer slet ikke noget, men sidder bare og ser lige ud i Luften eller ogsaa ser de paa een med sløve Øjne, men der er ogsaa nogle man slet ikke kan mærke paa, at de fejler noget.

 

Søndag Aften den 27. Oktober

… Vi har faaet en gammel Bedstefar paa 84 forleden Dag, vi tog Livtag hele den første Dag, men nu er vi bleven helt gode Venner. Han sagde i Dag at jeg var et godt lille Menneske. Det er for resten skrækkeligt at have med saadanne gamle Mennesker at gøre, for man kan jo ikke nænne at tage haardt paa dem. Jeg kom til at græde den Dag han kom og skældte Plejerne ud. Jeg syntes det var saa skrækkeligt da de lidt haardt trak den gamle Mand ud af Sengen paa sine bare Ben og slæbte ham i Bad. Han græd og skreg og slog om sig og rystede af Kulde. Bange for Vandet var han jo, han havde maaske aldrig været i Vandet før, Han saa i hvert Fald saaledes ud, saa det var selvfølgelig nødvendigt, men jeg syntes bare de tog saa haardt paa ham og lavede Grin med ham. Jeg kunde ikke lade være at tænke paa dersom det havde været min egen gamle Bedstefar.

Det er ogsaa skrækkeligt naar man skal være med til at tvangsmade saadan en gammel en. Presse en Pind imellem Tænderne og saa holde for Næsen mens man hælder Maden i Munden paa dem, mens der er en tre-fire til at holde Arme og Ben. Det er ikke morsomt. Man kom i det hele taget ud for saa meget, som man i Grunden synes er barbarisk, men som man maa gøre alligevel.

 

Det er ingen Sag af være paa en Mandsafdeling – selv hos de værste sindssyge Mænd er der en vis Ridderlighed over for en Kvinde, saa det er meget sjælden en mandlig Patient gør en Sygeplejerske nogen Fortræd. Men jeg skal nu desværre snart flyttes paa Kvindeafdelingen. Det er jeg ked af, for Kvinderne er ikke altid saa rare at have med at gøre…

… Nu er jeg kommet paa Kvindeafdelingen, hvor man hele Dagen igennem ikke kan høre hvad man selv siger, hvor de alle i Munden paa Hinanden synger, græder, bander, beder, raaber og skriger, saa man selv er ved at blive ganske tosset. Dagen igennem maa man tage Livtag med dem…

… Jeg er lidt gal i Hovedet. Jeg har lige haft en lille Strid med en Patient. Hun er til Dels tilsyneladende helt klar, men er forfærdelig uforskammet og næsvis og stædig, saa det er lige haardt nok at skulde finde sig i alle mulige Talemaader, man kan sommetider koge indvendig, men man maa jo ikke lade sig mærke med det, det kan sommetider være svært nok. I Gaar fik jeg for resten en ordentlig Lussing og nogle gode nogen ved Siden af Hovedet, men det var nærmest fordi jeg kom til at le, da hun begyndte at sætte mig til Vægs, saa havde jeg ingen Kræfter til at staa imod med, for naar man kommer til at le kan man aldrig klare sig i Slagsmaal og saa troede jeg heller slet ikke hun vilde slaa. Derfor tog jeg det hele saa gemytlig, men da jeg saa havde faaet et Par gode Ørefigner saa Taarerne stod mig i Øjnene kunde jeg jo nok mærke det var alvorligt, men jeg kunde nu ikke lade være med at le alligevel, fordi hun hele Tiden antog mig for sin Søster, Laura, og det var saa komisk…

… Paa en Maade kunde jeg godt lide at være i Viborg til sommer. Der er saa smukt her, men jeg kunde alligevel ikke rigtig tænke mig at blive her, nej det kunde jeg ikke. Jeg er glad ved, der kun er en Maaned tilbage. Jeg har faaet Klø et Par Gange siden jeg skrev, men jeg er dog sluppet fra det uden alvorlige Skader.