Om Hans Madslund
Fjords Allé 24, den 16. December 1915
Kære Far og Mor!
Jeg eller rettere vi alle siger mange tak for Brevet. Det var så glædeligt at I havde tænkt på Julegaver i Forvejen og ved I hvad, vi havde, vi havde netop tænkt på det samme.
Jeg sender nu 15 Kr. – det er til Julegave til Eder og det er fra os alle og vi ville nu gerne, at I selv ville købe én af to Ting. Vi har nemlig ikke kunnet blive enige om, hvad vi skulle give, enten en Flæskesteg eller et nyt Betræk til Chaiselongen. Vi ville jo egentlig helst have sendt det til Eder, men Flæskestegen var for vanskeligt og Betrækket var det jo ganske umuligt at få sat på uden at I fik det at vide. Nu er vi altså bleven enige om at I selv skal tage hvad I helst vil have, men nu må I absolut tage imod Pengene og bruge dem. Ellers tilgiver vi aldrig, så vrede bliver vi, men I vil jo også nok bruge dem, I ved jo hvor glade vi bliver ved det.
Hvis I ikke skulle bryde jer om en af de to Ting, må I også gerne tage noget andet som I synes om, men et eller andet skal I altså have købt, når jeg kommer. Jeg sender Pengene med Postanvisning og hvis det ikke er kommet samtidigt med Brevet, ved I altså at det kommer.
Jeg kommer vistnok hjem Juleaftensdag om Morgenen og håber så at se Julegaven.
Nu de kærligste Hilsner fra os alle.
Eders
Hans